Nu er den her – Bydelsplan for Valby

Valby Lokaludvalg er stolte af at kunne offentliggøre bydelens nye plan, der indeholder 15 konkrete forslag til bydelens udvikling, som lokaludvalget har udviklet i samarbejde med bydelens borgere. Samtidig vil lokaludvalget gerne takke alle borgere der har ydet et bidrag – stort eller småt.

Bydelsplan for Valby bliver nu sendt til politisk behandling i Københavns Kommune og forventes endelig vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation i april 2013. Download forslag til bydelsplan for Valby her

Flere af bydelsplanens projekter er allerede godt på vej til at blive realiseret. Således er der i løbet af dette efterår allerede opnået delvis finansiering af cykelbroen over Holbækmotorvejen, badestranden i Valby Parken og Valby Idrætspark. Valby Lokaludvalg vil i de kommende måneder og år målrettet arbejde på at opnå finansiering til de resterende projekter.

Herunder kan du se en kort oversigt over bydelsplanens 15 projektforslag

Tema 1. Et godt hverdagsliv

Toftegårds Plads har igennem de senere år vist sit potentiale som samlingspunkt i forbindelse med større kulturelle begivenheder, mens den stadig står mere eller mindre ubenyttet i dagligdagen. Formålet med projektet er at opgradere pladsen, så den fremadrettet vil blive et lokalt samlingspunkt for valbyborgerne – både til hverdag og til fest.

Kulturfacilitet i det centrale Valby skal være med til at styrke det lokale kulturliv og samtidig udnytte det centrale Valbys potentiale, som et bymiljø, der forener det historiske islæt med moderne behov for kulturelle tilbud og udfoldelsesmuligheder.

 

Valby Idrætspark udgør et enormt uudnyttet potentiale for såvel breddeidrætten som eliteidrætten i hele København. Med faciliteter der afspejler fremtidens behov, skal parken være med til at genoplive den gamle drøm om at sætte København på verdenskortet som en by, der tilbyder både borger og gæster optimale faciliteter for idrætsudøvelse.

 

Åben sundhedsrådgivning på Gl. Køge Landevej forener ønsket om at kombinere byudviklingen på den gamle FLSmidth-grund med visionen om at få valbyborgernes sundhedstilstand op på niveau med sundhedstilstanden i resten af København.

 

Badestrand i Valbyparken udnytter Valbyparkens karakter og unikke beliggenhed ud til Kalvebodudløbet. En Badestrand i Valbyparken kan året igennem være med til at skabe en stor rekreativ værdi for borgere i hele den sydlige del af København.

 

Kulbanevej Park- og Aktivitetsområde skal være med til at sikre at området omkring Kulbanevej gennemgår en proces fra at være et udsat til at være et unikt boligområde.

Tema 2. København som metropol for grøn vækst

Cykelbro over Folehaven/Holbækmotorvejen vil være et væsentligt bidrag til at styrke den grønne mobilitet både lokalt og på regionalt niveau. Broen vil samtidig bidrage til at gøre de udsatte områder i det sydvestlige Valby mere attraktive.

Cykelstier på Gl. Jernbanevej vil være et væsentligt bidrag til at gøre det attraktivt at cykle fra Valby til Carlsberg, Vesterbro og det indre København samt til de nye byudviklingsområder og Valby Idrætspark i det sydlige Valby.

Gåsebæksforbindelsen vil med små forbedringer blive et oplagt valg for bløde trafikanter, der skal krydse de centrale dele af Valby. En forbindelse der vil gavne i dagligdagen.

Herman Bangs Plads bliver en levende plads, der med fokus på genbrug og miljø, danner udgangspunkt for sociale fællesskaber og fremmer miljørigtig adfærd og handling.

Valby Solcelleplan sætter Valby og København på solcellelandkortet og vil udgøre et væsentligt bidrag til at opfylde Københavns Kommunes målsætninger om at blive CO2-neutral hovedstad.

Klimatilpasning af Folehaven vil med udgangspunkt i en helhedsorienteret indsats og et lokalt engagement omdanne et udsat boligområde til en grøn og klimavenlig oase, der både løser aktuelle udfordringer med håndtering af regnvand, og ligeledes vil tjene til inspiration for andre bydele lokalt og globalt.

Tema 3. Viden og erhverv

Ung iværksætterbydel Valby har til formål at fremme virksomhedernes sociale ansvar og unges tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Valby Sammen om folkeskolen har til formål at styrke folkeskolens position i samfundet – både som lokalt samlingspunkt for tværgående sociale fællesskaber, og som garant for, at børn og unge udvikler viden og kompetencer, der modsvarer fremtidens krav og forventninger.

 

Sammen om Valby C skal gennem innovative fysiske og sociale tiltag, og via en betydelig inddragelse af de lokale handlende, styrke udviklingen af et bæredygtigt og attraktivt handelsliv i det centrale Valby.