Debatmøde om visioner for Valbys folkeskoler
I konkurrence med et vist håndboldlandshold og en bidende kulde inviterede Valby Lokaludvalg og Børne- og ungdomsforvaltningen, Distrikt Valby, mandag aften til debat om visioner for udviklingen af Valbys folkeskoler. Knap 50 lærere, forældre og skoleledere fra alle skoler i Valby mødte frem på Lykkebo Skole og gav deres bud på hvordan skolerne kan blive bedre til at tiltrække og fastholde elever gennem hele skoletiden. Udfordringer som Børne- og ungechef i Valby, Michael H. Olsen, indledte med at ridse op som de helt centrale for Valbys folkeskoler.
Valbys skoler er ”tynde i toppen”.
”At blot 50% af alle forældre i Valby ved indskrivning til børnehaveklassen vælger den lokale folkeskole til deres barn er den ene side af sagen. En anden udfordring er, at fastholde eleverne gennem hele skoleforløbet. Valbys seks folkeskoler har i gennemsnit 37% færre børn i 9. klasse end i børnehaveklassen. Vi bliver så at sige tynde i toppen. Det kan der være mange årsager til, men sikkert er det, at det er et stort økonomisk problem for den enkelte skole. Med den taxameterordning, der eksisterer på folkeskoleområdet får den enkelte skole i gennemsnit 30.00 kroner i pr. elev om året. Kan vi bare fastholde en eller to elever mere pr. klasse er der lige pludseligt et økonomisk råderum som gør, at skolerne eksempelvis kan tilbyde et bredere udbud af valgfag, tolærerordninger i indskolingen og alt det andet vi ved, er med til at gøre skolen mere attraktiv og velfungerende” sagde Michael H. Olsen i sit indledende oplæg.
Netop udfordringen med det stigende frafald gennem skoletiden var et af aftenens mest populære debatemner. Der var delte meninger om hvorvidt Valby Lokaludvalgs visioner om temaskoler og mobilitet mellem skolerne for elever på de ældste klassetrin, kan være med til at fastholde flere. Men de fleste var dog enige om, at noget må der gøres, og at elementer fra visionerne meget vel kan være det der skal til for at fastholde flere i folkeskolen.
”Jeg synes ikke et totalt opbrud efter 6. klasse er en god idé – det er for tidligt. Men jeg synes, at valgfag på andre skoler er interessant. Eleverne synes også det er spændende at komme lidt ud på andre skoler. Men jeg mener, det er vigtigt, de bevarer tilknytningen til en fast klasse det meste af tiden”, siger Marianne Juul, lærer i en 6. klasse på Kirsebærhavens Skole.
Anerkendende ord fra rådhuset
Sofie K. Led (s) og Pernille Gaarde Bendix (sf) er begge nyvalgte medlemmer til Københavns Borgerrepræsentation og af Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen. De deltog begge i debatten om Valby skolernes fremtid og roste bydelen for at tage skeen i egen hånd. En initiativrigdom, som Sofie K. Led, gerne ser, forplanter sig helt ud på de enkelte skoler.
”Skolerne skal ikke side med hænderne i skødet og vente på, at forældre og elever kommer til dem. Vi lever i en tid fuld af valgmuligheder. Den tid hvor forældre automatisk vælger den lokale skole er forbi. Hvis skolerne skal tiltrække flere elever skal skolerne selv ud over rampen og blive bedre til at fortælle hvad de har at byde på”.
Arbejdsgruppen bag initiativet Valby – sammen om folkeskolen vil i de kommende uger bearbejde de mange input fra både aftenens og de seneste måneders møder og dialog med forældre, lærere, elever og skoleledere. Opsamlingen på processen vil blive overgivet til Børne- og ungdomsudvalget, der i sidste ende sidder med en af hovednøglerne til det videre arbejde.
“Det er meget bekræftende at opleve det store engagement, men hvis visionerne skal holdes i live kræver det midler. Vi skal ikke i de kommende budgetforhandlinger komme og bede om penge til nye temaskoler her og nu. Men vi vil gerne opfordre til, at politikerne i de kommende budgetforhandlinger sætter penge af til en nærmere analyse og mulighed for at involverer lærerværelserne i en bredere proces. Når vi kommer så til 2012, så er vi forhåbentlig klar med større og mere præcise ønsker, der naturligvis skal have bred opbakning fra elever, forældre, lærere og skoleledere”, sagde Valby Lokaludvalgs formand, Ejner Jensen, i sine afsluttende bemærkninger til aftenens debat.