Det nye Lokaludvalg er på plads

I en god atmosfære præget af intensitet og diskussionsiver valgte repræsentantskabet mandag aften de 16 repræsentanter, der i de kommende 4 år skal repræsentere bydelens foreningsliv i Lokaludvalget. Det blev en intens aften med deltagelse af over 100 interesserede Valbyborgere hvoraf knap 70 var stemmeberettigede.

Enighed om områderne
Repræsentantskabets første opgave var at blive enig om hvilke foreningsområder, der skal være repræsenteret i det nye Valby Lokaludvalg. På forhånd var der forslag om at bibeholde den fordeling, som der har været i den sidste 4 års periode. Efter et kort gruppearbejde valgte repræsentantskabet uden indvendinger at vedtage forslaget. Herefter skred forsamlingen til forhandlinger om hvilke personer, der skal besætte de forskellige områder. Langt de fleste områder faldt på plads i enighed mens 4 ud af de 16 områder måtte ud i kampvalg.

Kamp om kulturen.
Det kulturelle område var den plads, som der var mest rift om. Hele 4 kandidater stillede op til kampvalg om den ene plads. Repræsentantskabet valgte med suverænt flertal Lau Wulfsberg, der stillede op på vegne af brugerbestyrelsen i Valby Kulturhus. Lau Wulfsberg arbejder til dagligt i Ungdomskulturhuset Kraftwerket, der ligger ved siden af Valby Kulturhus. Grethe Bohmann fra Valby Kulturråd blev valgt til 1. suppleant mens posten som 2. suppleant gik til kammermusiker Jørn Nielsen. Carl-Eddy Skovgaard fra Science fiction foreningen opnåede ikke valg.

Også på ældreområdet var der kampvalg. Her opnåede Grethe Mørk fra Ældresagen genvalg mens Susanne Nielsen fra Ældrerådet i Valby blev 1. suppleant. Jan Eigil Kjær fra Valby Handelstandsforening vandt dysten mod Cityforeningens Thomas Dinesen mens kampen på daginstitutionsområdet blev vundet af Lars Brandt med Kirstine Sandø som 1 suppleant.

Inden det nye Valby Lokaludvalg kan endelig konstitueres og påbegynde arbejdet skal Københavns Borgerrepræsentation godkende de udpegede repræsentanter. Dette forventes dog at være formalia.

Fordelingen af suppleantposterne er endnu ikke helt på plads men vil blive offentliggjort snarest muligt.

Medlemmer udpeget af de partier, der er repræsenteret i Københavns borgerrepræsentation:

  • Mads S. B. Pedersen
  • Michael Fjeldsøe
  • Karsten Madsen
  • Birgitte Vind
  • Karen Lumholt
  • Per Haahr
  • Henrik Palsmar

 

Medlemmer indstillet ved repræsentantsskabsmødet d. 1.2.2010.
Med forbehold for politisk godkendelse i Københavns borgerrepræsentation d. 11.3.2010.

  • Kulturlivet: Lau Wulfsberg, Valby Kulturhus brugerbestyrelse
  • Andels- og ejerforeninger: Jytte Koch Littau, A/B Aarestrupgaard
  • Grundejerforeninger: Lisbeth Ritter, Valby Grundejerforeningen
  • Brugerbestyrelser på idrætsområdet: Johannes Nymark, Ajax
  • Brugerbestyrelser på skoleområdet: Steffen Torp, Ålholm Skoles bestyrelse
  • Brugerbestyrelser på daginstitutionsområdet: Lars Brandt, Ryvang II
  • Brugerbestyrelser på fritids- og ungdomsklubber: Carsten Hede Rømer, Rødbyvejens Ungdomsklub
  • Handelsforeninger: Jan Eigil Kjær, Valby Handelsstandsforening
  • Miljøområdet: Jacob Borup Nørløv, Miljøpunkt Valby
  • Sundheds- og Handicapområdet: Ole Søren Andersen, Diabetesforeningen
  • Brugerbestyrelser på ældreområdet: Grethe Mørk, Ældresagen
  • Almene boligforeninger: Bjarne Fjelksted, Henriksgårdens beboersammenslutning
  • Flygtninge- og indvandrerforeninger: Saeed Ahmed, Integrationsnetværket i Valby
  • Kirke- og Trossamfund: Henrik Vase Frandsen, Timotheus-kirkens Menighedsråd
  • Frivillige foreninger for børn og unge: Bodil Lehrmann, Ungdomsrådet i Akacieparken
  • Frivillige organisationer: Charlotte Jensen, Natteravnene i Folehaven