Vores hjemløse bytteø flytter ind ved Langgade Station
Miljøgruppens hjemløse bytteskab flytter til Aksel Sandemoses Plads torsdag den 10. oktober, hvor Impact Roasters har lovet at tage godt imod med fest og gratis kaffe.
Bytteøen blev oprindeligt bygget af elever fra Valby Skole til opsætning på Porcelænstorvet, men det blev hurtigt klart, at placeringen var for udsat.
Siden har den levet et omskiftelig liv på flere placeringer – men nu står Impact Roasters ved Langgade Station klar til at tage imod den med åbne arme.
Indflytterfest med gratis kaffe
Saml dig en pose af ting, du ikke længere får brugt, men andre kan få glæde af, og kom til indflytterfest for bytteøen
Torsdag den 10. oktober kl. 16-17
Aksel Sandemoses Plads v. Langgade Station
Impact Roasters triller kaffecyklen ud og byder på gratis kaffe. Efter en kort tale og klipning af det røde bånd er bytteøen klar til bytning!
Byt med din nabo
Impact Roasters har fået en lille pose penge fra Sharing Copenhagen til at udvikle Aksel Sandemoses Plads, så den kan blive et hyggeligt mødested for de lokale.
Det tog de første skridt til med en workshop i august, hvor det blev klart, at der er god opbakning fra de lokale til at bruge pladsen mere, hvis den bliver indrettet bedre.
Vi håber at bytteøen kan være med til at støtte op om den gode udvikling, som et bytteskab for hele nabolaget!
Giv hvad du har – tag hvad du kan bruge
Udover bytteøen ved Langgade station har miljøgruppen også opstillet et bytteskab ved Valby Bibliotek, der bliver brugt flittigt:
I bytteøerne kan du stille ting, som er i god stand, men som du bare ikke får brugt mere, så andre kan få glæde af dem.
Du kan bytte alt mellem himmel og jord – både skotøj, værktøj, køkkentøj, legetøj og andre slags tøj. Overhold dog retningslinjerne for god bytning:
- Stil ikke ting på bytteøen, som er i stykker
- Stil kun ting, der kan være på hylderne – har du noget større kan du evt. hænge en seddel med et billede og kontaktinformationer
- Brug gerne to minutter på at rydde op når du bytter, så bytteøen kan blive ved med at være pæn og ryddelig
Læs mere om miljøgruppens arbejde i Valby lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!