Mest læste nyheder 2019 nyhed Valby Lokaludvalg

Vores fire mest læste nyheder i 2018

Statistikken fra vores hjemmeside viser, at Valby i 2018 har været optaget af parkering, kulturdage og varslede ændringer i buslinjerne. Se vores fire mest læste nyheder i 2018:

Nr. 4: Ny tidsbegrænset P-zone i Forfatterkvarteret og Valby Have

Med knap 2.800 visninger kommer nyheden om den nye, tidsbegrænsede P-zone ind på en fjerdeplads.

Den nye zone betyder, at udefrakommende biler højst må parkere i tre timer på hverdage mellem kl. 8 og 19. Beboere og virksomheder i området kan søge om gratis licens.

Læs nyheden lige her:

P-zonen blev varslet med en høring i juni måned. I vores høringssvar opfordrede vi forvaltningen til at starte forfra og tage en ordentlig dialog med alle berørte borgere – ikke kun dem indenfor den nye zone.

Det blev der dog ikke lyttet til, og i slutningen af november trådte den nye P-zone i kraft.

Nr. 3: Offentliggørelse af programmet for Valby Kulturdage

14 dage inden Valby Kulturdage offentliggjorde vi hele programmet for de festlige dage – og med næsten 2850 visninger sender det nyheden ind på en tredjeplads for 2018.

Læs den populære nyhed her:

Vejret var heldigvis med os, og vi synes kulturdagene var meget vellykkede i 2018! Her er et par billeder så du kan se tilbage på festen:

Se flere billeder på Facebook:

Datoerne for Valby Kulturdage 2019 er netop vedtaget, så du kan glæde dig til endnu en kæmpe fest på Valby Langgade:

Fredag den 30. og lørdag den 31. august 2019 

I år har vi afsat penge til at give programsiden valbykulturdage.dk en overhaling, så det bliver nemmere at finde rundt i de over 150 begivenheder, som kulturdagene byder på.

Følg med i planlægningen på Valby Kulturdages Facebookside eller ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Kulturdage Nyt.

Nr. 2: Den gule parkeringszone i Gl. Valby

Nummer to på listen med over 3000 visninger er faktisk en nyhed fra 2017.

Den gule P-zone i Gl. Valby trådte i kraft i marts 2017, og betød slut med gratis parkering i området.

Beslutningen om at indføre den nye betalingszone var en del af Borgerrepræsentationens parkeringsaftale i Budget 2016. Vi har ikke været inddraget i beslutningen, og har heller ikke kunnet få indflydelse på afgrænsningen af zonen.

Læs hele nyheden om den gule P-zone lige her:

Nr. 1: Omlægning af busserne med nyt Bynet 2019

I januar 2018 fik vi Bynet 2019 i høring: Movias og Københavns Kommunes forslag til omlægning af busnettet når Metro Cityringen åbner.

Nyheden om høringen er i 2018 blevet vist over 4.000 gange, og er dermed vores mest læste nyhed i 2018.

Læs nyheden her:

Der var meget debat om forslaget, som betyder store ændringer i busbetjeningen i Valby.

Mest markant bliver betjeningen af Vigerslev Allé væsentligt forringet, når linje 1A erstattes af linje 10, der har væsentligt færre afgange. 1A skal i stedet køre ad Gl. Køge Landevej og betjene Folehaven.

Læs om omlægninger af Valbys A-busser her:

I vores høringssvar kritiserede vi i skarpe vendinger forringelsen af betjeningen af Vigerslev Allé.

Den endelige udformning af Nyt Bynet 2019, som blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i april, gav en lille forbedring i antallet af afgange for linje 10 – men langt fra nok til at løfte betjeningen af Vigerslev Allé.

Både Økonomiforvaltningen og Movia har lovet at være åbne for at igen at justere busbetjeningen, hvis det viser sig ikke at hænge sammen.

Vi følger derfor sagen nøje, og vil som det første, når den nye plan træder i kraft, bede om at få lavet nye trafiktællinger, så det kan blive tydeligt, at betjeningen ikke er tilstrækkelig for Valbys borgere.

Ændringerne af busnettet træder i kraft i sommeren 2019.

Du kan få nyheder fra os leveret direkte i din indbakke to gange om måneden – skriv dig op til vores nyhedsbrev lige her:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *