Valbyborgerne tog kampen op
I år bakkede over 250 valbyborgere op om Store Forårsrengøring og indsamlede hele 11 tons affald og 747 dåser på bare to timer. Til sammenligning blev der sidste år samlet 8 tons affald og 550 dåser af ca. 200 frivillige. Solen skinnede fra en skyfri himmel og humøret var højt hos de mange deltagere, der hjalp med at gøre deres kvarter rent og forårsklar.
Det er 7. år i træk at Store Forårsrengøring afholdes i Valby og for hvert år stiger deltagerantallet. ”Store Forårsrengøring er nu for alvor blevet en god forårstradition. Det betyder meget for Valby, at så mange tropper op hvert år og aktivt er med til, at gøre deres bydel til et bedre og mere rart sted at være”, udtaler Thomas Geiker, projektchef i Områdefornyelsen Gl. Valby.
Mindre affald til flere hænder
Selvom der blev samlet næsten 3 tons mere affald ind i forhold til sidste års fangst, mente flere af deltagerne, at der var mindre at samle ind. Flere kom tilbage til mødestedet før tid, for at få tildelt et nyt område at gøre rent i.
” Sidste år fyldte jeg seks sække med affald. I år har jeg haft min datter med og vi kunne kun fylde to poser, til gengæld fandt vi også en futonseng”; fortæller Steffen Torp, der har fast indsamlingsområde ved viadukten på Valby Langgade og området omkring Vibeholm og Ålholm Skole. ” Der er stadig masser af skrald, men meget mindre end sidste år, så det lader til at folk er blevet bedre til ikke at kaste ting fra sig”, forsætter Steffen Torp før han igen tager snapperen i hånden og begynder at hjælpe de andre med området omkring Herman Bangs Plads, som i år toppede med ca. 40 deltagere.
Nogle af de mest ihærdige affaldsindsamlere var børnene, der med snappere højere end dem selv, gik i krig med affaldet. Store Forårsrengøring tiltrækker stadig flere børnefamilier, da det også er en god og praktisk måde, at lære de yngre generationer om medansvar og gode affaldsvaner.
Musik, frokost og god karma
På Toftegårds Plads inviterede Valby Lokaludvalg sammen med Områdefornyelsen Gl. Valby alle deltagerne på en bid velfortjent mad og musik. Til tonerne af Brunette Bros Skralde band blev alle de indsamlede poser kigget igennem og sorteret for dåser, metal, hård plast, elektronik og farligt affald af blandt andre Dorte Grastrup-Hansen, miljømedarbejder hos Valby Lokaludvalg; ” Vi er utrolig glade for det store fremmøde og hvor meget affald, der er blevet fjernet fra gaderne, det er virkelig en dag, der gør en forskel”. Derudover deltog medarbejdere fra Genbrug er guld kampagnen, og fortalte om de nye affaldsfraktioner, der skal sorteres i fra maj i Valbys etageejendomme.