Valbyborgere redder deres lokale Irma på Roskildevej
Lukker man verdens bedste Irma? Svaret er et rungende NEJ – i hvert fald ikke når den ligger i Valby! En gruppe trofaste kunder tog kampen op, og fik omstødt beslutningen om at lukke Irma på Roskildevej.
Da fanden tog ved Valby
Da Coop i starten af året annoncerede en ny strategi, der betød lukning af 11 Irma-butikker i Københavnsområdet, var to butikker i Valby på listen: Roskildevej 148 og på Valby Langgade 24.
Kunderne til butikken i Roskildevej havde dog ikke tænkt sig at give op uden kamp. Lynhurtigt fik de stablet en underskriftindsamling og en Facebookgruppe på benene, og oversvømmede Coop med henvendelser for at få stoppet lukningen.
Med 600 medlemmer af Facebookgruppen ”Vores Irma, Roskildevej 148 – 2500 Valby” og 1500 underskrifter i ryggen, mødtes de tirsdag den 3. april med Søren Steffensen, direktøren for Irma.
En overvældet Søren Steffensen lovede at vende tilbage til den øvrige ledelse i Coop og finde ud af, om beslutningen kunne omstødes i sidste sekund.
Efter mødet havde mange medlemmer af Facebookgruppen dog opgivet håbet, da ophørsudsalget fortsatte, og hylderne blev tommere og tommere.
Seks måneder til at skabe overskud
Fredag den 7. april blev alle de triste smileyer dog vendt til glade, da Coops ledelse inviterede til champagne i butikken med den gode nyhed, at lukningen er udskudt i seks måneder.
Som ledelsen sagde, så har de fået trukket bukserne ned af den store opbakning til den lokale Irma. Derfor besluttede de i 11. time at give Irma på Roskildevej en chance til.
Over de næste seks måneder skal butikken begynde at give overskud – og sker det, er Coop villig til at investere i en gennemgribende renovering af den lille butik.
Flot kæmpet af en gruppe seje Valbyborgere!
Følg den fortsatte kamp for Irma på Roskildevej i Facebookgruppen her:
Har du flere gode Valby-historier? Så send dem endelig til os på valbylokaludvalg@okf.kk.dk:
Fotos: Henning Schødt Petersen
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!