Vær med til at navngive Valbys nye skole
Navnet er det store ubesvarede spørgsmål, når Lykkebo Skole og Kirsebærhavens Skole fra 2022 bliver én fælles skole, med udskoling ved Torveporten fra 2027. Og lige nu kan du give dit bud på, hvad den nye skole skal hedde.
Fra skoleåret 2022/23 bliver Lykkebo Skole og Kirsebærhavens Skole én fælles skole med flere matrikler i et fælles skoledistrikt og med fælles ledelse.
Fra 2027 får skolen også en fælles udskoling, når en helt ny og topmoderne skolebygning med ny idrætshal og ny ungdomsklub efter planen skal stå klar på Torveporten.
Den nye skole har endnu ikke et navn, men nu inviterer vi sammen med skoleleder Søren Friis og Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen alle elever, forældre, personale og øvrige borger i Valby til at give deres på, hvad den nye skole skal hedde.
Send dit bud på skrift, som tegning eller video senest den 10. februar
Navnekonkurrencen afgøres i sidste ende af et stort dommerpanel med repræsentanter fra alle involverede parter.
Der er mulighed for at komme med forslag fra den 4. januar og frem til den 10. februar 2021, og forslagene kan sendes både som mail, tegning eller video.
Skoleleder Søren Friis oplyser, at navnet skal give skolen identitet, og må meget gerne fortælle en historie om området. Der skal findes ét navn, der skal favne hele den nye skoleenhed over tre placeringer.
Eleverne på de to nuværende skoler vil efter nytår som en del af undervisningen i hver klasse arbejde med bud på et nyt navn til deres skole.
Forslag til skolens nye navn skal sendes til Eva Maria Kretschmar Pedersen fra Børne- og Ungdomsforvaltningens områdekontor i Valby på ZY4A@kk.dk senest 10. februar 2021:
Vind en kasse sodavand
Præmien for at vinde konkurrencen er en kasse sodavand. Og hvis vinderen er en elev fra en af de to nuværende skoler forhøjes præmien til sodavand til hele årgangen på begge skoler.
Vinderen udvælges af et dommerpanel, der består af:
- Jesper Christensen, børne- og ungdomsborgmester
- Stefan Emkjær, repræsentant fra Valby Lokaludvalg
- Kate Obeid, områdechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen
- Lisa Elm Zangenberg Eriksen, elevrådsformand fra Kirsebærhaven
- Jakub Madsen, elevrådsformand fra Lykkebo skole
- Klaus Anhøj Godiksen Møller, tillidsrepræsentant fra Lykkebo skole
- Pernille Henriques, tillidsrepræsentant fra Kirsebærhaven skole
- Mette Bubandt Aagaard, repræsentant fra skolebestyrelsen på Lykkebo skole
- Rikke Ravn, repræsentant fra skolebestyrelsen på Kirsebærhavens skole
- Søren Friis, skoleleder
Når dommerpanelet har besluttet sig for et navn, skal det først godkendes af Vejnavnenævnet, hvilket forventes at ske i løbet af marts.
I begyndelsen af april vil vinderen og skolens nye navn blive præsenteret ved en festlig begivenhed. Hvis flere personer har foreslået det navn, som vælges, trækkes der lod om, hvem der modtager præmien.
Mere inspirerende ungemiljø i Valby med ny skolestruktur
Den nye skolestruktur i Valby blev vedtaget af politikerne på rådhuset som en del af budgettet for 2021. Når afdelingen på Torveporten efter planen står færdig i 2027, skal den være forbeholdt 6.-9. klasserne. De to nuværende skoler, Lykkebo Skole og Kirsebærhavens Skole, bliver basisafdelinger for eleverne i 0.-5. klasse.
Tanken med en fælles udskoling for hele skoledistriktet er, at der skal skabes et inspirerende og attraktivt ungemiljø i stil med det, der er på en efterskole, så skolen kan tiltrække og fastholde de ældste elever.
Med en samlet udskolingsafdeling for hele området får man også bedre vilkår for at tilbyde de ældste elever i Valby større variation og bedre kvalitet i valgfag og linjefag.
Læs mere om den nye skolestruktur i Valby Syd lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!