Utrygheden falder i København – men stiger i Valby
Den nyeste udgave af Københavns årlige tryghedsundersøgelse viser, at mens den oplevede utryghed generelt i København er faldende, er den steget en smule i Valby – selv om tallet for anmeldt kriminalitet er faldet i samme periode.
Siden 2009 har Københavns Kommune gennemført en årlig undersøgelse af oplevelsen af tryghed i København. I årets undersøgelse ligger utrygheden på niveau med sidste år (9 %), og utrygheden i aften- og nattetimerne er det laveste, der er målt, siden kommunen begyndte at måle trygheden i 2009 (15 %).
Den borgervendte kriminalitet falder i samtlige bydele og ligger i år på 56 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere. Det er det laveste anmeldelsesniveau i perioden 2009-2019.
I fem ud af 13 bydele er utrygheden dog steget siden 2019. De fem bydele, der har mere end 10% utrygge, er:
- Bispebjerg (17 %)
- Brønshøj-Husum (13 %)
- Ydre Nørrebro (13 %)
- Kgs. Enghave (11 %)
- Valby (11 %)
Kommunens mål er, at andelen af utrygge beboere ikke må overstige 10 % i nogen bydel i 2021.
Hvad gør os utrygge i Valby?
30% af respondenter i Valby har angivet, at der er sket noget i det forgangne år, der har påvirket dem til at tænke mere over, hvor og hvornår det er trygt at færdes i København.
Flest i Valby er påvirkede af bandekonflikt/skyderier (21 %), personlige oplevelser (18 %) og kriminelle hændelser generelt (17 %).
At det netop er bandekonflikter, vi bekymrer os om i Valby, bunder nok i, at der er sket nogle enkelte voldsomme episoder i Valby det seneste år. Her kan nævnes eksplosionen i tatovørforretningen på Lyshøjsgårdsvej i februar samt drabet i Akacieparken den 9. september 2019.
Det er dog det noget mindre dramatiske lommetyveri, der er den hyppigst anmeldte form for kriminalitet i Valby, med syv anmeldelser pr. 100 indbyggere.
I Valby er flest utrygge når de opholder sig på stationer og ved stoppesteder, på stier og i grønne områder, parker og legepladser.
Kriminaliteten i Valby lavere end Københavnergennemsnittet
I 2019 blev der i Valby anmeldt 1.451 tilfælde af borgervendt kriminalitet. Det svarer til 25,9 anmeldelser af borgervendt kriminalitet pr. 1000 indbyggere, hvilket er det laveste anmeldelsesniveau i perioden 2009-2019.
Det er også væsentligt lavere end gennemsnittet for hele København (55,6).
I Folehaven er utrygheden faldet
Ét sted i Valby går udviklingen i oplevet utryghed den rigtige vej: Selv om utrygheden i Folehaven er på 16%, og altså højere end Valby generelt, er det et fald fra 19% ved målingen sidste år.
Da overborgmester Frank Jensen lagde vejen forbi kvarteret tidligere på måneden gav han især den store målrettede indsats for kvarterets unge æren for faldet. Folehavens tryghedspartnerskab har nemlig fået godt fat i de unge ved at uddanne juniorbetjente og ansætte ungeværter i boligkvarteret.
Læs mere om Frank Jensens besøg ovre hos Valbybladet:
Et repræsentativt udsnit på 14.400 københavnere blev inviteret til at deltage i undersøgelsen. Heraf har 4.880 deltaget, hvilket giver en svarprocent på 34. Undersøgelsen er foretaget i perioden d. 14. februar 2020 til d. 20. marts 2020, og deltagerne er blevet bedt om at forholde sig til deres oplevelse af tryghed og kriminalitet i de seneste 12 måneder.
Dyk selv ned i Tryghedsundersøgelsen 2020 lige her:
Undersøgelsen er foretaget af Epinion.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!