Se hvordan de unge vil indrette Kulbaneparken
En gruppe unge fra Kulbanekvarteret har givet deres input til hvordan de gerne vil bruge den nye Kulbanepark, der skal anlægges over de næste år. Du kan se resultatet den 15. december, hvor de unge inviterer til fernisering.
Park med plads til alle
Banedanmark har pakket maskinerne sammen efter anlægget af den del af Ringstedbanen, der skærer sig igennem Valby. Tilbage står nu den overdækkede bane, der går igennem Kulbanekvarteret. Den skal over de næste år omdannes til grøn og rekreativ park, til gavn for beboere i kvarteret og hele Valby.
Områdefornyelsen i Kulbanekvarteret søger lige nu en masse input til hvordan den nye park skal indrettes, og ville i den forbindelse meget gerne høre fra de unge i området, så de også vil få glæde af den. Derfor startede Valby Lokaludvalg i november et forløb med Ungehuset i kvarteret.
Hør de unge selv
Formålet var at engagere de unge i udviklingen af kvarteret – og specielt at afklare hvordan de gerne vil kunne bruge den nye park. Udviklingen af Kulbanekvarteret bliver også en del af Bydelsplan 2017, som lokaludvalget skal indsende til rådhuset i foråret.
Arkitekt og byrumsudviklingsfirmaet Arki_Lab har stået for processen, og de unge har både deltaget i tre høringer, og været på studietur til Nørrebro, hvor de har set på uderum.
Kom til fernisering
Ud fra input fra de unge, har Arki_Lab bygget en prototype på den type uderum, de unge efterspørger. Den bliver afsløret til en fernisering torsdag den 15. december fra kl. 17-19, ved Ungehuset, Vigerslevvej 177.
Resultater af de unges arbejde vil også blive udstillet på store billboards, som opstilles fra slutningen af december.
Foto: Martin Håkan/covergangda.dk
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!