Vigerslevparken adgangsveje nyhed

Trafiksikring af Vigerslevvej og bedre indgange til Vigerslevparken

Områdefornyelsen Folehavekvarteret har præsenteret et projekt, der med begrønning og midterheller skal dæmpe bilernes hastighed på Vigerslevvej og gøre adgangen til Vigerslevparken nemmere.

Projektet omfatter Vigerslevvej fra Folehaven til Blommehaven, og skal skabe sikre overgange ved adgangen til parken.

Projektet består af:

  • En helle i den nordlige ende
  • To øer ved adgangsvejene til parken, der er kombineret med busstoppesteder 
  • En helle i den sydlige ende 

Projektet indbefatter nedlæggelsen af op til 35 parkeringspladser.

Vigerslevvej og park forslag oversigt

A-D = fire nye midterheller. B + C fungerer tillige som fodgængerovergange.
E+F = nye/forbedrede parkindgange

Med projektet gøres de de to indgange til parken (E og F) også grønnere og mere indbydende.

Vi har kommenteret projektet, som vi synes lever fint op til sit formål med en gennemarbejdet og kompetent løsning med de to øer.

Læs vores kommentar her:

Se hele forslaget på referatet fra vores sidste møde:

Op til 35 parkeringspladser nedlægges

Med alle de præsenterede foranstaltninger vil projektet betyde nedlægning af 35 parkeringspladser på strækningen. Nedlægningerne skyldes projektets hastighedsdæmpende vejindsnævringer.

Nedlægningerne er vendt med lokale beboere og arbejdsgruppen i Områdefornyelsen, og de fjernes fra et stykke vej, hvor der sjældent er fuld belægning.

Hvis det møder politisk modstand foreslår vi dog, at man kunne undlade den nordlige helle, da vejen her har en naturlig indsnævring på grund af de parkerede biler. Parkeringsbehovet er klart størst i den nordlige ende.

Den sydlige helle er afgørende

Den sydlige helle får en afgørende funktion, fordi strækningen syd for projektet er en bred vej, der indbyder til høj hastighed.

Denne strækning har ikke en ‘naturlig’ indsnævring i form af parkede biler.

Også plads til bierne

Projektet har, inspireret af vores indsats for Valbys bier og insekter, sørget for 600 m2 bi-venligt areal.

Alle midter- og sideheller fyldes med bi-venlige græsser.

Vigerslevvej skal ikke være en barriere

Projektet er udviklet af en arbejdsgruppe under Områdefornyelsen i Folehavekvarteret, og er en del af områdets kvarterplan.

Målgruppen er især lokale beboere og bløde trafikanter, herunder børn og unge, der i dag oplever vejen som utryg eller direkte farlig at krydse til fods. Projektet skal også mindske den barrierevirkning, som Vigerslevvej har mellem Folehavekvarteret og Vigerslevparken.

Projektet har været igennem en lokal høring, og skal nu forelægges Teknik- og Miljøforvaltningen på rådhuset, der b.la. skal tage stilling til i hvilke omfang der skal nedlægges parkeringspladser.

Det behandles i udvalget den 21. juni. Anlægsperioden er planlagt til oktober-december, med forventet ibrugtagning midt i december.

Følg med i Områdefornyelsen i Folehavekvarterets arbejde her:

Fortsæt gerne trafikdæmpningen efter Blommehaven

Områdefornyelsens projekt slutter ved Blommehaven, og det aktuelle projekt stopper derfor der. Vi understreger i vores kommentar, at der også syd for Blommehaven er brug for en dæmpning af trafikken.

Vi opfordrer til, at der udarbejdes et konkret projekt i Teknik- og Miljøforvaltningen, meget gerne i kombination med det planlagte skybrudsprojekt på strækningen.

Opdatering 23. november 2021

Forbedring af den eksisterende parkindgang ved Åhaven er blevet udskudt til efter genopretningen af Harrestrup Å er færdig.

Udskydelsen sker, fordi der skal køre en masse lastbiler mm. hen over stien i forbindelse med genopretning af åen, og den vil blive medtaget af den tunge trafik.

1 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *