Toftegårds Plads skal fungere for borgerne
Den 5. september får valbyborgerne mulighed for at komme med ideer til hvilke funktioner Toftegårds Plads skal have i fremtiden. Skal der kunne dyrkes sport, spilles musik eller teater, skal det være et sted for børn og unge, skal det være en grøn park eller lidt af det hele. Hvem skal bruge pladsen? Alle forslag er velkomne. Udgangspunktet er, at pladsen skal fungere for valbyborgerne. Den skal bruges og skabe liv. Og ikke som i dag hvor pladsen er trist og henligger mest som træningsterræn for køreskoler.
Valby Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltningen indbyder borgerne til komme med deres ideer. Borgernes ideer vil indgå i et konkurrenceprogram for en arkitektkonkurrence. Udgangspunktet er, at pladsen skal fungere for borgerne.