Tillykke til Harrestrup Å skole!
Det fælles skolenavn for Lykkebo Skole, Kirsebærhavens Skole og den kommende udskolingsafdeling ved Torveporten er afsløret – sig stort tillykke til den nye Harrestrup Å skole!
Navnet blev afsløret ved en live sending fra Lykkebo Skoles Facebookside den 27. maj – du kan se hele udsendelsen her:
Det vindende navneforslag var indsendt af Birgitte, en Valby-borger der havde set navnekonkurrencen i avisen.
Hun synes navnet er passende, fordi skolerne alle ligger i nærheden af åen, der slænger sig igennem Vigerslevparken til Kalveboderne i Valbyparken.
Åen kommer til at spille en stor rolle i Københavns klimasikring, og skal omlægges så den i fremtiden får et mere naturligt forløb. Det synes Birgitte gik godt i spænd med skolenavnet, da klima og miljø er noget børn og unge er meget optagede af.
Birgitte fik en kasse is i præmie – og der bliver også is til alle skolebørnene på Lykkebo Skole og Kirsebærhavens Skole.
Ny skolestruktur skal give et mere inspirerende ungemiljø
Den nye skolestruktur i Valby blev vedtaget af politikerne på rådhuset som en del af budgettet for 2021.
Når afdelingen på Torveporten efter planen står færdig i 2027, skal den være forbeholdt 6.-9. klasserne. De to nuværende skoler, Lykkebo Skole og Kirsebærhavens Skole, bliver basisafdelinger for eleverne i 0.-5. klasse.
Tanken med en fælles udskoling for hele skoledistriktet er, at der skal skabes et inspirerende og attraktivt ungemiljø i stil med det, der er på en efterskole, så skolen kan tiltrække og fastholde de ældste elever.
Med en samlet udskolingsafdeling for hele området får man også bedre vilkår for at tilbyde de ældste elever i Valby større variation og bedre kvalitet i valgfag og linjefag.
Læs mere om den nye skolestruktur i Valby Syd lige her:
Skoledistrikterne for den nye skolestruktur træder i kraft i 2022, og vi har netop haft dem i høring. I høringssvaret satte vi endnu en gang fokus på vigtigheden af sikre skoleveje på Retortvej, Lykkebovej og over Folehaven.
Læs mere og se vores høringssvar her:
Læs mere om Harrestrup Å Skole lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!