Stop fortætning i villaområder
Lokaludvalget opfordrer i et brev Teknik- og Miljøudvalget til at se grundigt på forvaltningens prakis med at give dispensationer til at bygge dobbelthuse i byens grønne villaområder.
Lokaludvalget er blevet bekendt med en partshøring i forbindelse med en ansøgning om at etablere et dobbelthus på Knuthenborgvej 11 i Valby.
Vi ser sagen som et mønstereksempel på den udvikling af fortætning og befæstning af villaområderne, som vi længe har været bekymrede om. Derfor har vi anmodet Teknik- og Miljøudvalget om at tage sagen op som principsag, og udskyde en afgørelse indtil det har fundet sted.
Dispensationer gives administrativt
Problemet med fortætning i villaområder er ikke kun et problem i Valby, men finder tilsvarende sted i andre bydele med grønne villaområder. Grundejere får alt for ofte dispensation fra gældende servitutter til at bebygge deres ejendom med større huse.
Lokaludvalget anser det som et demokratisk problem, at sagerne alene behandles og afgøres i forvaltningen, uden at Teknik- og Miljøudvalget politisk har taget stilling til, om man i København ønsker at give de mange dispensationer. Dispensationerne peger alle i retning af en fortætning og afbegrønning af villaområderne, som medfører at en langt større del af grundarealet er bebygget eller befæstet.
Dispensationer imod Københavns Kommunes politikker
Denne dispensationspraksis går endda imod en række af Københavns Kommunes vedtagne politikker om Bynatur og Træpolitik, og bidrager til at ophæve effekten af de massive investeringer i skybrudsprojekter, som Københavns Kommune foretager i disse år.
Da der ikke foreligger lokalplaner, der sikrer en offentlig høringsproces, og ikke foreligger en konkret politisk vedtaget retningslinje for dispensationspraksis, foregår der reelt en stærk forandring af disse områders karakter som grønne lommer i København alene på grundlag af administrative afgørelser.
Valby Lokaludvalg vil med henvendelsen opfordre Teknik- og Miljøudvalget til at behandle den konkrete sag i udvalget som eksempel på en principiel sag.
Læs hele brevet til Teknik- og Miljøudvalget:
Læs mere om kampen for at bevare Valbys grønne villaområder:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!