Skolescenen fortsætter i 2017
Lokaludvalget har bevilget penge til, at Teater V’s skolesceneordning kan fortsætte i 2017. Igennem ordningen kan skolerne i Valby ansøge om tilskud til billetter, de køber til Teater V’s lokale teaterforestillinger.
Skolescenen er et samarbejde med Valby Lokaludvalg og Teater V, som er bygget op igennem de sidste par år. Igennem ordningen kan skolerne i Valby ansøge om tilskud fra Lokaludvalget på 35 kr. pr. teaterbillet, de køber til Teater V’s lokale teaterforestillinger. Der er bevilget penge til, at ordningen kan støtte op til 2500 billetter i 2017.
Skolescenen har været en stor succes, og både elever og lærere er meget positive overfor ordningen. Den giver mulighed for fælles klasseoplevelser, som skaber grobund for debat og undervisning, og de knap så ressourcestærke elever får også en unik mulighed for at komme i teatret.
Teatret lægger vægt på, at forestillinger i skoleregi skal være både kunstneriske oplevelser og udfordrende debatoplæg. Nogle gange er det teatrets virkemidler der kan diskuteres, andre gange er det et aktuelt tema. Teater V’s teaterforestillinger skal lægge ord og krop til en personlig fortælling, der skaber nærvær og forståelse for den abstrakte og komplicerede verden omkring os.
Foto: Pelle Koppel, teaterleder i Teater V, modtog Hannah Bostrøms mindepris under Valby Kulturdage 2016, for sit arbejde for at udbrede kultur i Valby.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!