Skal Valby være højere, grønnere eller tættere?

Den høje by? Den tætte by? Den blandede by? Den grønne by? I hvilken retning synes du Valby skal udvikle sig, når vi over de næste 10 år får tre nye store boligområder og over 4000 nye boliger? Kom til film og borgermøde torsdag den 1. oktober i Valby Kino fra kl. 17-21, og giv os dit syn på sagen.

Ny by møder gammel by i ‘Min Onkel’

Aftenen starter med visning af Jacques Tatis mesterværk fra 1958 ‘Min Onkel’. I filmen følger vi Tatis mest kendte karakter Monsieur Hulot. Hulot er sindbilledet på det “gamle” Frankrig. Han bor i et faldefærdigt hus et eller andet sted – formentlig – i Paris. Gadeplanet nås af et sindrigt system af trapper og gange.

Hans søster er gift med direktøren for et mærkværdigt plastikfirma, Monsieur Arpel, og sammen lever de to med deres søn en tilværelse, der er den absolutte modsætning til Hulots. De bor i den anden ende af “Paris” i et topmoderne hjem, fyldt med den allernyeste teknologi og hvor alle funktioner er fuldautomatiske. Det kulturclash kommer der selvsagt meget sjov ud af.

Filmen er en festlig og tankevækkende parodi på vor mekaniserede levevis, og sætter mange tanker i gang om, hvordan vi indretter os forskelligt i byen.

Således inspireret går vi til spisning, og efterfølgende er der borgermøde og debat om Københavns Kommunes Kommuneplan ’15 – den sammenhængende by.

Kommuneplan ’15 

Kommuneplan 2015 – den sammenhængende by – fokuserer på sammenhængen i byen og samspillet mellem byudviklingen i den eksisterende by og de nye byudviklingsområder:

Kommuneplanforslaget håndterer tre centrale udfordringer som hænger sammen med befolkningstilvæksten, nemlig hvordan vi sikrer:

  • At der er et tilstrækkeligt og varieret boligudbud.
  • At de kommunale services kan følge med udviklingen.
  • At byen vedbliver at være en grøn og imødekommende by.

 

Kommuneplanforslaget er i høring til og med fredag den 16. oktober 2015. På borgermødet fortæller forvaltningen om arbejdet med kommuneplanen, og du har mulighed for at give din mening om, hvordan København skal udvikle sig over de næste mange år.

Program

  • Kl. 17-18.50 – Visning af ‘Min Onkel’ i sal 3
  • Kl. 18.50 – en sandwich i foyeren
  • Kl. 19.00-19.15 – gensyn med scener fra filmen i sal 3
  • Kl. 19.15 – Velkomst
  • Kl. 19.25: Marc J. Jørgensen fra Center for Byudvikling fortæller om Kommuneplan ’15
  • Kl. 19.45: Valby Lokaludvalgs bemærkninger
  • Kl. 20.00: Opklarende spørgsmål/bemærkninger
  • Kl. 20.10: Kort pause
  • Kl. 20:20: Debat
  • Kl. 20.50: Opsamling

 

Mød op i Valby Kino til en inspirerende aften om byens udvikling!

Læs udkastet til Kommuneplan ’15