Skab nyt liv på Grønttorvet
I 2015 flytter de handlende fra Grønttorvet, og området påbegynder en transformation fra industri- til boligområde. Derfor igangsætter Innosite nu en idékonkurrence for at få de bedste bud på, hvordan midlertidige aktiviteter kan understøtte visionen om et spændende og aktivt boligområde på Grønttorvsgrunden. Konkurrencen løber fra 1. juli til 12. august, og sættes i gang med et kick-off arrangement på Grønttorvet onsdag den 9. juli kl. 16.30-18.
Visionen for området, som kaldes Ny Valby, er at skabe en tæt og attraktiv, grøn deleby på den tidligere Grønttorvsgrund. Med det nye boligområde skabes rum til børnefamilier, studerende og almindelige borgere, der vil bo tæt på byen, tæt på grønne rekreative tilbud og bo i et område med hverdagsfællesskaber.
Udviklingen af den gode boligby på Grønttorvsgrunden tager mange år, og det er vigtigt allerede nu at få at skabt liv og opmærksomhed på området. Dels for at det ikke bliver forladt og nedslidt, dels for at udnytte de unikke rammer og fysiske infrastruktur fra området, som har masser af potentialer til spændende og anderledes projekter. Derfor skal der iværksættes en midlertidighedsstrategi for området, der kan tiltrække nysgerrige og skabe liv i de tomme haller og udearealer.
Opgaven er at beskrive – i ord og/eller billeder – hvordan midlertidige aktiviteter kan understøtte visionen om at skabe et spændende og aktivt boligområde på Grønttorvsgrunden.
Valby Lokaludvalg opfordrer alle med ideer til at bidrage til konkurrencen. Ved tidligt at indsende et forslag, kan det i konkurrenceperioden blive udviklet og forbedret. Læs mere om konkurrencen og kick-off arrangementer her.
Vinderforslagene udstilles på kulturdagene i Valby og på Grønttorvsområdet. De bedste forslag vil blive indarbejdet i en samlet midlertidighedsstrategi for området, som vil blive foldet ud over de næste år.