Sidste udkald – Borgermøde 6. marts
Borgermødet den 6. marts på Valby Bibliotek afrunder debatten om fremtidens kulturtilbud i det centrale Valby. Allerede torsdag d. 7. marts skal Kultur- og Fritidsudvalget beslutte den videre skæbne for Smedestræde 2. Adressen er en af de tre lokaliteter, der er i spil som hjemsted for et nyt bibliotek og en ny teatersal.
Op imod 200 borgere har i indtil nu deltaget i debatten på www.valbysvalg.dk. Og holdningen er klar. Det nuværende Valby Bibliotek i Rytterskolen på Annexstræde har udtjent sin værnepligt. 80-% svarer således, at de helst ser, at Valby Bibliotek flytter til en ny adresse. Indtil nu er der en overvægt, der peger på Smedestræde 2 som det bedste hjemsted for et nyt bibliotek. Men der er også flere, der peger på Toftegårds Plads og – i mindre grad – Prøvehallen – som relevante muligheder.
Formålet med borgermødet den 6. marts er at kvalificere og nuancere debatten yderligere. Eksempelvis vil Signe Jarvad, chef for Kultur Valby, som indledning til aftenens debat, holde et oplæg om biblioteksudvikling og de krav, der kan være til biblioteksbyggeri i fremtiden. Valby Lokaludvalg vil på baggrund af borgermødet og resultatet af debatten på www.valbysvalg.dk sende konklusionerne på borgerdialogen til Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune. Det er i sidste ende Kultur- og Fritidsudvalget der skal beslutte at igangsætte byggeriet af en ny kulturinstitution.
Borgermødet finder sted onsdag den 6. marts kl. 19-21 på Valby Bibliotek. alle er velkomne. Online debatten på www.valbysvalg.dk afsluttes umiddelbart efter borgermødet.