Se opsamlingen fra dialogmøde om byudvikling ved Ny Ellebjerg Station
Læs opsamlingen fra det velbesøgte borgermøde om byudvikling omkring Ny Ellebjerg Station, som vi afholdte sammen med Københavns Kommune den 4. oktober.
Baggrunden for borgermødet var de to offentlige høringer om henholdsvis byudvikling nord for banen (Metroselskabets grund) og Strømmen syd for stationen (Københavns Kommunes grund). Der var omkring 40 deltagere i borgermødet, der startede med en vandring i området på og omkring stationen.
Tilbage i varmen hos NEXT Sukkertoppen var der oplæg fra både Metroselskabet og Københavns Kommune, før deltagerne kunne grave dybere ned i udvalgte emner ved temastationer.
Læs hele opsamlingen fra mødet her:
Følgende er en opsummering af nogle af pointerne fra opsamlingen:
Forbindelse og sammenhæng
Der var et bredt ønske om at få bundet Ny Ellebjerg Station bedre sammen – både selve stationen og områderne omkring.
Bedre adgang for cyklister og gående fra Gl. Køge Landevej til stationen både på nord- og sydsiden af banen og en tryggere stiforbindelse fra stationen mod syd til Ellebjergvej står højt på ønskelisten. Flere udtrykte, at det er vigtigt at finde gode løsninger vedr. busser og afsætning af passagerer fra bil.
Hvad kan der bygges på Strømmen og Ellebjergvej?
Københavns Kommune har et ønske om at placere et plejehjem på den kommunale grund Strømmen. En del foreslog ungdomsboliger samt udtrykte et ønske om blandede boliger i forhold til størrelse, pris, type og ejerforhold.
Der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er en god idé at bygge boliger på Strømmen, når grunden er støjplaget.
Tryghed og byliv
Omkring området nord for banen, som Metroselskabet ejer, var tryghed, byliv og arkitektur vigtige emner for deltagerne.
Deltagerne kom med en række forslag til, hvordan et nyt byområde nord for banen kan bidrage til øget tryghed og byliv. Flere foreslog aktive stueetager med butikker og kultur. Der blev også efterspurgt gode byrum med grøn beplantning og opholdsmuligheder, fx i form af afskærmede områder med bænke.
Flere udtrykte, at arkitekturen i det nye byggeri skal tale sammen med det eksisterende kulturmiljø i Valby, så der skal tages hensyn til Valbys tårne og teglsten. Der var et ønske om lys, luft og plads mellem byggeri.
Læs hele opsamlingen fra borgermødet her:
Læs mere om vores svar på de to offentlige høringer, der lå til grund for dialogmødet:
Hvad skal der ske nu?
Københavns Kommune tager de mange bemærkninger, ideer og forslag fra dialogmødet med i det videre arbejde med at fastlægge planmæssige rammer for byudvikling i områderne ved Ny Ellebjerg Station.
Når grundejerne er klar starter kommunen planprocessen og laver kommuneplantillæg og nye lokalplaner for områderne. Forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.
Arkitektkonkurrence om området nord for banen
Metroselskabet planlægger at gennemføre en helhedsplankonkurrence for området nord for banen i 2023. Vi deltager i arbejdet med konkurrencen, og lokale københavnere bliver også inviteret til at komme med kommentarer, inden vinderforslaget udformes til en endelig helhedsplan.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev for at få direkte besked når lokalplanerne er i høring, og når du kan give input til helhedsplanen:
Jeg håber på at man i forbindelse med dette store anlægsarbejde vil tage tilstrækkeligt hensyn til handicappede såsom kørestolsbrugere o.a. Hvad med rullende fortove ???.