Cykelfremkommelighed Valby Langgade dagsorden nyhed

Se forslaget til bedre cykelfremkommelighed på Valby Langgade, som skal besluttes på rådhuset på mandag

I det færdige forslag til bedre cykelfremkommelighed mellem Gl. Jernbanevej og Annexstræde bevares de seks busstoppesteder, der kommer cykelstier i begge sider på det meste af strækningen, og 42 p-pladser nedlægges. Vi bakker op, og ønsker at der også findes penge til at omdanne vejstykket foran Valby Tingsted.

Dispositionsforslaget, som indstilles, er resultatet af en omfattende inddragelse af de lokale københavnere, både digitalt, til workshops og gademøder. Projektgruppen har sammenfattet de mange input og afleveret Valbys anbefaling til Teknik- og Miljøudvalget, der mandag skal beslutte, om de vil godkende den indstillede løsning.

Du kan se indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget her:

Indstillet forslag bevarer busstoppesteder, giver en trafiksikker løsning for cyklister og nedlægger 42 parkeringspladser

Dispositionsforslaget, som forvaltningen har indstillet, er sat sammen af de bedste elementer fra de to forslag, som fik størst lokal tilslutning i en omfattende spørgeskemaundersøgelse og inddragelse.

I forslaget bevares strækningens seks busstoppesteder, som var et stort ønske både fra Valbys borgere, os og Movia.

Forslaget indeholder:

  • Cykelstier i begge sider af Valby Langgade fra Gammel Jernbanevej til Sdr. Fasanvej
  • Cykelstier i begge sider igen fra Skolevej til Annexstræde
  • Strækningen derimellem, også kaldet Landsbyen, friholdes for cykelstier, men får tiltag, der skal sænke bilernes fart

Dispositionsforslaget bevarer landsbystemningen, og giver samtidig den mest trafiksikre løsning til cyklisterne på Valby Langgade.

Se oversigtskort fra indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget:

Valby Langgade cykelfremkommelighed oversigtskort-1

De fartdæmpende tiltag indarbejdes på landsbystrækningen i form af pudebump for at imødekomme bustrafikken. Her laves også opstribning, som giver indtryk af en smallere vej og dermed bidrager til, at bilerne sænker farten.

Forslaget nedlægger 42 parkeringspladser, som ikke erstattes af pladser andre steder. Der fældes tre træer, og plantes tre nye.

Vi bakker op om den anbefalede løsning, der rigtig fint afspejler de input, der er kommet ind i løbet af inddragelsen.

Vi opfordrer politikerne til at arbejde videre med to ting:

  1. At nedsætte hastigheden til 30 km/t på strækningen Toftegårds Allé –Annexstræde, og på længere sigt at omdanne gaden til cykelgade, hvis trafikmængden som følge af projektet ændres
  2. At skaffe yderligere midler på budget ’24 til at transformere vejstykket foran Valby Tingsted (anslået 1.5 millioner kroner)

Vi anbefaler, at de ekstra penge til at transformere vejstykket foran Valby Tingsted findes på budget ’24 til efteråret, så det kan anlægges sammen med det øvrige af projektet.

Gør også vejen foran Valby Tingsted tryggere for cyklister og fodgængere

Vi har gennem mange år modtaget borgerinput om, at vejstykket foran Valby Tingsted opleves som usikkert at færdes på, at belægningen nedsætter fremkommelighed for gående og cyklister, og at den giver store støjgener.

Da daværende Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager besøgte os for nogle år siden, cyklede hun med medlemmer af lokaludvalget over Tingstedet. En passerende bil var lige ved at vælte borgmesteren, da føreren åbenbart havde svært ved at orientere sig på den uoverskuelige plads.

Det understreger Tingstedets farlighed, og alle disse forhold er blevet bekræftet i borgerinddragelsen ved cykelstiprojektet.

En løsning på Valby Tingsted vil muliggøre anlæggelse af flere bump på vejen mod Valby Tingsted, hvilket yderligere vil gavne trafiksikkerheden.

Hvis man ikke laver transformationen nu i forbindelse med det øvrige projekt, vil det blive meget dyrere at gennemføre senere, da der så skal findes ny rådgiver og laves nyt udbud.

Cykelgade kan ikke anbefales – endnu

I forslag 3 indgik det, at dele af Valby Langgade skulle omlægges til cykelgade, med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t, og hvor cyklister og biler skulle deles om kørebanen.

Trafiktallene for strækningen viser dog, at der er for få cyklister i forhold til køretøjer på Valby Langgade til, at kan skabes en opfattelse af, at det bliver cyklisternes areal. Politiet kan ikke godkende en 30 km/t strækning på Valby Langgade og en cykelgade, da bilmængderne på strækningen ikke lever op til kravene i bekendtgørelsen om cykelgader.

Vi vil fortsat arbejde for, at hastigheden nedsættes til 30 km/t, og strækningen omdannes til cykelgade hvis trafiktallene ændrer sig som følge af de øvrige ændringer.

Beslutningen falder på mandag

Forslaget til fredeliggørelse skal besluttes på Teknik- og Miljøudvalgets møde på mandag den 27. februar.

Du kan se indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget her:

Topfoto: Marck B. Permin 

2 svar
  1. Kenneth linius.
    Kenneth linius. siger:

    Det vældig fint man vil ændre på vejforløb, fremkommelig, sikkerhed etc.
    Men at I vil nedlægge ca 40 parkeringspladser på det stykke af Valby Langgade er vanvittigt.
    Jeg bor på Thyregodsvej og der mærker vi også at bilerne ikke er velkomne. Vi mangler i den grad pladser efter der i de senere år er nedlagt jeg ved ikke hvor mange p pladser.
    Tænker I på hvor meget der forurener når man skal køre rundt i tomgangskørsel i halve timer for at finde en plads. Det er ikke alle der kan tage apostlens heste eller jernhesten.
    Der må være andre løsninger som ikke udskammer bilejere.
    Har I tænkt på hvad det betyder for erhvervsdrivende på det stykke vej?
    Jeg er dog enig i at de brosten der ligger på vejen er en dårlig ide. Og det har de altid været. De giver støj i boligerne og gør det usikkert for alle former for trafik.
    Men helt ærligt.
    Det er en ommer.

    Mvh kennetj

    Svar
  2. Gitte Johansen
    Gitte Johansen siger:

    Hvis der nedlægges SÅ mange P-pladser, så ombyg dog for guds skyld den totalt ubrugte rustbefængte plads med de associale runde bænke (hvor man kun kan sidde med ryggen til hinanden), der ligger på det gamle gadekær for enden af Gadekærvej!!! Den plads ligger bare ubrugt hen og er en grim torn i alles øjne. Pladsen kan let omdannes til en pæn P-plads, så vores butikker og caféer på Valby Langgade trods alt kan få kørende gæster. Man kan sagtens lave en pæn P-plads med små fine træer.
    Kærlig hilsen Gitte

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *