Sådan kan vi afholde Valby Kulturdage i 2021
Vi glæder os til at holde Valby Kulturdage den 3. og 4. september! Under overskriften ‘spredt i stedet for samlet, småt i stedet for stort‘ planlægger vi kulturdage, som vi er sikre på at kunne gennemføre – med mulighed for at åbne helt op, hvis smitten tillader det i september.
I regeringens seneste udmeldinger lægges der op til, at der fra august kan planlægges større udendørs begivenheder med op til 500 deltagere samlet på ét sted.
Vi starter derfor med at planlægge Valby Kulturdage lidt på samme måde som sidste år, med afspærrede områder, der kan skaleres og og ned alt efter regeringens udmeldinger.
Vi vil hellere starte med at planlægge småt, og så blive glædeligt overraskede og kunne åbne mere op, hvis de gode prognoser viser sig at holde stik.
Aktiviteter indenfor afspærrede zoner
Vi arbejder vi stadig med at afholde aktiviteter indenfor afspærrede zoner, og ikke i første omgang med en lukning af Valby Langgade.
Det betyder også, at vi igen i år ikke får plads til boder op og ned ad Valby Langgade, men prioriterer aktiviteter. Foreninger, der vil afholde aktiviteter, er velkomne til at tilmelde sig kulturdagene, og så tager vi en dialog om, hvor de kan placeres.
Da vi i år kan planlægge med denne måde at afholde kulturdage lige fra starten, kan vi tidligere arbejde med skiltning, indretning og indhold i de forskellige zoner, så du nemt kan finde rundt til de aktiviteter, du vil deltage i.
Hovedtanken er spredt frem for samlet og småt frem for stort.
De zoner, vi forventer at afspærre, er:
- Toftegårds Plads foran Valby Kulturhus som gøglerplads med rum til leg, kreativitet, musik og teater
- Valby Tingsted som centralt sceneområde med musikprogram
- Storbyhaven/Valby Gadekær kan måske lægge plads til et børneloppemarked og andre børneaktiviteter
- Aksel Sandemoses Plads har vist sig at være en fremragende plads til dans, små koncerter, der ikke skal bruge scene, optrædender og gøgl
Forventningen er også, at der gøres plads til et område til politiske debatter, da der til november skal være valg til Borgerrepræsentationen, og et dedikeret område til foreningsaktiviteter.
Foreningsaktiviteter kan f.eks. være opvisninger, demonstrationer, mulighed for at afprøve foreningens aktiviteter – men vi kan ikke tilbyde en fast bod til uddeling af materiale.
Læs mere og tilmeld din aktivitet her:
Arranger aktiviteter og områder i samarbejde med kulturdagene
Valby Kulturdage står for de grundlæggende rammer som tilladelser og strøm, men aktiviteterne er som altid op til de lokale aktører, i sparring og samarbejde med styregruppen.
Vi er kontakt med flere aktører om opsætning af scener i området, og ved ikke endnu, hvor de evt. placeres. Så hvis du har en aktivitet, der kræver en scene, så kontakt sekretariatet direkte, så vi kan koordinere placeringerne.
Kontakt os også gerne, hvis du kunne se dig selv som arrangør og koordinator af en scene eller et område.
Vil du søge penge til dine aktiviteter, kan du gøre det igennem Kulturdagepuljen, som har ansøgningsfrist den 17. maj og 15. juli:
Intet stort loppemarked i år
Styregruppen har besluttet ikke at stå for afholdelsen af det store loppemarked på Skolegade i år.
Vi vil dog gerne prioritere at afholde et børneloppemarked, og arbejder på, hvor det kan placeres i området. Vi melder placering, tid og info om tilmelding ud, når vi ved mere inden sommer.
Meld dig til – så snakker vi om det
Vi er klar over, at de ændrede rammer kan gøre planlægningen svær for dem, der gerne vil deltage. Men vi opfordrer til, at alle interesserede melder sig til, og så tager vi løbende en dialog om, hvor mange og hvilke aktiviteter, vi kan få plads til.
Først og fremmest glæder vi os til at se jer alle igen – så sæt et STORT kryds i kalenderen den 3. og 4. september!
Læs mere om rammerne og tilmelding lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!