Prik en ildsjæl på skulderen – der er igen penge at hente i Realdanias puljer
Alle, der arbejder frivilligt og engageret med at skabe gode rammer for fællesskab og aktivitet, er inviteret til at søge om økonomisk støtte i Realdanias pulje Underværker. Næste ansøgningsfrist er 20. april.
Inden ansøgningsfristen tirsdag den 20. april skal du have lagt dit projekt op på Underværkers hjemmeside og samlet mindst 500 stemmer.
Herefter bedømmes projekterne af kampagnens jury, og vinderne modtager støtte og rådgivning til at gå i gang med at bygge.
Projektstøtten kan ansøges af alle, der arbejder frivilligt og engageret med at forbedre og udvikle lokalsamfundet gennem det byggede miljø – både i byer og på landet.
Hvad bliver der lagt vægt på?
Projektstøtten kan søges af alle, der arbejder frivilligt og engageret med at forbedre og udvikle lokalsamfundet gennem det byggede miljø.
Det afgørende er, at dit projekt skaber nyt liv, nye mødesteder og større livskvalitet i det byggede miljø, og at det kommer lokalsamfundet til gode. Ved bedømmelsen lægges der vægt på:
- At projektet bygger på en god og original idé
- At projektet nyder stor opbakning
- At projektet har et alment sigte og gør en forskel for mange
- At projektet skaber livskvalitet gennem det byggede miljø
- At der står en kompetent, begejstret og blivende organisation bag projektet
- At projektet efter realisering vil have en bæredygtig udvikling og drift
Der kan maksimalt ansøges om 1.000.000 kr. til et projekt. Afhængig af projektets størrelse og finansieringsbehov vil der blive lagt vægt på medfinansiering.
Læs mere og få hjælp til din ansøgning på kampagnesiden www.underværker.dk hvor du kan se de tidligere støttede projekter og finde mere viden og inspiration:
Kender du en ildsjæl med en stor idé – så send dem et tip om puljen inden det er for sent!
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!