Pressemeddelelse om betalingsringen
Valby Lokaludvalg har udsendt nedenstående pressemeddelelse om lokaludvalgets holdning til betalingsringen:
Valby Lokaludvalg reagerer nu på placeringen af betalingsringen. Den vil splitte bydelen op i to dele og adskille 30.000 Valbyborgere udenfor betalingsringen fra vitale funktioner, de skal bruge i hverdagen bl.a. servicefunktioner, indkøbsmuligheder og offentlige institutioner.
Lisbeth B. Ritter, formand for Valby Lokaludvalg, slår fast: ”Vi støtter en betalingsring, da Valby i høj grad er plaget af den store trafik ind til centrum, og betalingsringen kan afhjælpe dette. Men vi beder politikerne om lytte til de berørte lokalområder, når det handler om selve placeringen”.
Valby Lokaludvalg foreslår, at betalingsringen flyttes til kommunegrænsen, der ligger langs det grønne bælte fra Damhussøen i nord over Vigerslev parken til Valbyparken i syd. Placeres betalingsringen her, vil der kun være 5 indfaldsveje til København på ringens Valbydel, og det vil blive langt nemmere at håndtere den indgående trafik.
Fastholder man placeringen af betalingsringen, vil det generere en kraftig omkørselstrafik på Ring II. Denne vejstrækning er i forvejen belastet af tæt trafik, der forårsager både støj og luftforurening. I Valby går Ring II gennem tæt bebyggede boligområder og lige forbi 2 skoler. ”Placeres betalingsringen langs kommunegrænsen vil man løse et stort og langvarigt trafikalt problem i Valby, som ellers har været meget vanskeligt at komme til livs”, siger Michael Fjeldsøe, der er næstformand i Valby Lokaludvalg.
De 30.000 Valbyborgere, der pludselig får adresse udenfor betalingsringen, vil blive nødt til at køre til Hvidovre og Rødovre for at handle. Det vil generere ekstra trafik på vejene lige udenfor betalingsringen, hvor der i forvejen bliver trængsel trafikalt. Handelslivet i det centrale Valby kommer samtidig til at lide under, at en betragtelig del af kundegrundlaget forsvinder.