Der er penge til Smedestrædes grønne forplads
Mange års arbejde for at bevare en grøn forplads på Smedestræde har båret frugt – på årets overførselssag blev der afsat 1,6 mio. kr. til begrønning af den lille plads ud mod Valby Langgade.
Byggeriet på grunden udføres af Socialforvaltningen, men det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der skal anlægge den grønne forplads. Trods politiske tilkendegivelser om, at man ønskede at forpladsen skulle være grøn, var der ikke sat penge af til det i projektet.
Men det har politikerne nu rettet op på ved ved at afsætte 1,6 millioner til forpladsen på årets overførselssag.
Byggeri har været på vej siden 2012
Siden 2012 har vi vidst, at der skulle bygges på den tomme grund ved Smedestræde. Vi fik stoppet et planlagt salg af grunden, da vi syntes det var oplagt at beholde grunden på kommunale hænder og bruge den til f.eks. kultur.
Vores forslag om at bygge nyt bibliotek og teatersal på grunden fik dog aldrig politisk opbakning, og i stedet overgik grunden i 2016 til Socialforvaltningen, der manglede et sted at bygge boliger til 24 unge med handicap.
I mellemtiden blev grunden til et populært opholdssted på Valby Langgade, da TH. Bar lavede pop op sommerbar flere år i træk.
Vi begyndte derfor at arbejde for, at der i det nye projekt blev videreført et offentligt, grønt opholdssted.
Begrønningen af forpladsen er på plads
Med først en dispensation fra lokalplanen og nu også penge til begrønning af pladsen ser det ud til at lykkes at bevare en del af grunden på Smedestræde som en begrønnet plads med mulighed for ophold.
Samlet set bliver forpladsen på ca. 159 m2., så det bliver ikke en stor plads. Men for os er det vigtigt, at der bliver en grøn lomme ved det nye byggeri.
Etableringen af en forplads bevarer også kigget ned ad Smedestræde til Mosedalvej og Valby Gadekær – det er de små kig, der er med til at gøre det centrale Valby til et af de bedst bevarede historiske bymidter i København, og det synes vi er værd at værne om.
Vi glæder os til det fortsatte samarbejde med Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om pladsens udformning.
Læs mere om det nye byggeri på Smedestræde her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!