Oplev nye sider af Valby på byvandringer under Valby Kulturdage
Bliv guidet til Valbys officielle og uofficielle kunstværker og gå i Olsenbandens fodspor på fire byvandringer under Valby Kulturdage.
Vandring blandt Valbys street art
Rikke Severinsen er lokal Valbyborger med stor kærlighed til graffiti og streetart. Fredag og lørdag leder hun byvandringen Street Art i Valby, hvor hun viser og fortæller om de store skrivere og stickerbombere vi har i byen, som blandt andre Spyo, The Birds og Stangdennis.
Kom med hvis du har interesse for det Københavnske undergrundsmiljø, og er vild med Valbys brogede og smukke bygninger, eller hvis du blot er nysgerrig.
Det er ganske gratis, og turen tager ca. halvanden time.
- Fredag den 30. august kl. 17
- Lørdag den 31. august kl. 11
Mødested ved Valby Lokaludvalgs telt, Valby Langgade 68.
Valby Fortællinger i lys og mørke
Kunsthistoriker Katrine Dyrebye Clausen guider til Gl. Valbys mange galvkunstværker. Værkerne spænder over lyskunst, maleri, installation og street art, og er udført af både kendte og mindre kendte kunstnere.
Vi byder på to vandringer – én i mørke og én i dagslys:
Fredag den 30. august foregår vandringen i tusmørke imens de lysende gavlværke tændes op. Katrine Dyrebye Clausen suppleres på denne vandring af tidligere medlem af Områdefornyelsen Annemarie Madsen.
Søren Ulrik Thomsen, kunstneren bag neondigtet ’regn søvn blå kys’ på Herman Bangs Plads, fortæller som afslutning på vandringen selv om sit værk.
Lørdag den 31. august foregår vandringen i dagslys fra kl. 13-ca. 14:
Mødested til begge vandringer er ved Valby Lokaludvalgs telt ved Valby Langgade 68
Små og store fortællinger
Kunsthistoriker Mette Møller Jørgensen fortæller på to byvandringer om de skulpturer du cykler eller går forbi hver dag.
Turen går forbi tre meget forskellige skulpturer, der på hver deres måde byder ind med en fortælling midt i byrummet.
Turen er ganske gratis og tager ca. en time. Fredag den 30. august kl. 19 og lørdag den 31. august kl. 15.
Mødested: På Valby Tingsted ved skulpturen af ”Kone med hundene”
På sporet af Olsenbanden
Lørdag 31. august kl. 13 inviterer Valby Lokalhistoriske Arkiv og Selskab til en gratis byvandring i Olsenbandens Valby. Varighed ca. 1 time.
Mødested: Arkivets lokaler, Mosedalvej 1. Rundviser: Jesper Jørgensen.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!