Økologisk marked i august og september

Efter en kort sommerferie starter økologisk marked op igen. Således vil de gulstribede markiser pryde Tingstedet allerede nu på lørdag den 4. august, hvor der vil være salg af brød, frugt, mandler, pølser og meget andet. Du kan altid holde dig orienteret om markedsdagene i kalenderen her til højre eller på vores forside.

Frugtformidlingen
På lørdag er der helt almindelig markedsdag. Men allerede ugen efter, den 11. august, vil der derudover være aktiviteter for hele familien. Frugtformidlingen kigger nemlig forbi med deres havregrynsvalser og kornkværne, så børn og barnlige sjæle kan male deres eget mel og lave deres eget havregryn. Når man har kværnet melet, er der ydermere mulighed for at bage pandekager på bålpander over levende ild. Det er projektleder Mette Hansen fra Frugtformidlingen, der forestår aktiviteterne, og hun glæder sig rigtig meget:

Giv din surdej væk
“Det er altid et hit, når vi bager pandekager over levende ild. Det er børnene helt vilde med. For de voksne arrangerer vi noget så eksotisk som en surdejsbyttebørs. Folk, der har en surdej derhjemme, er meget velkomne til at komme forbi og give noget af den væk. Det er jo en lidt speciel affære med surdej, og det siges, at det giver held at give noget af sin surdej væk.”

Mettes er specialist i økologi og lokale råvarer og har et bredt netværk blandt danske fødevareproducenter og avlere. Mette har desuden haft hænderne i børnemad og institutioner – både hvad angår praktisk madlavning, rådgivning og formidlingsaktiviteter. Så kig forbi Tingstedet allerede nu på lørdag for almindelig markedsaktivitet. Eller tag dine børn og din surdej med lørdag den 11. august. Vi ses.