Ny tidsbegrænset P-zone i Valby træder i kraft i november
Trods lokaludvalgets kritik af den mangelfulde lokale inddragelse, træder en ny 3-timers parkeringszone i kraft i Forfatterkvarteret og Valby Have den 28. november.
Zonen betyder, at udefrakommende biler højst må parkere i tre timer på hverdage mellem kl. 8 og 19. Beboere og virksomheder i området kan søge om gratis licens.
For den nye zone gælder:
- Tre-timers parkering i tidsrummet kl. 08-19 på hverdage uden betaling
- Weekender og helligdage er fritaget for 3 timers tidsbegrænsning
- Det er ikke muligt at købe ekstra parkeringstid, og der udstedes ikke gæstelicenser eller gæstebilletter
- Beboere i en tidsbegrænset zone kan bestille en gratis beboerlicens
- Lokale p-restriktioner gælder stadig på strækninger, hvor der ved særlig skiltning er markeret tids- eller andre parkeringsbegrænsninger.
Målet med at indføre tidsbegrænset parkering i tre timer, er at gøre det mindre attraktivt for udefrakommende bilister at parkere i området.
Se oversigt over området og komplet liste over berørte gader lige her:
Beboere og virksomheder kan ansøge om gratis licens
Fra uge 43 kan beboere og virksomheder indenfor P-zonen ansøge om en gratis parkeringslicens, så de frit kan parkere bilen i området. De har i alt 6 uger til at gøre det.
Beboere og virksomheder indenfor området får direkte besked om den nye parkeringszone fra Københavns Kommune i uge 43.
Læs mere om tidsbegrænsede parkeringszoner på Københavns Kommunes hjemmeside:
Den tidsbegrænsede parkering kommer til at træde i kraft 28. november. Men afgifter vil først lande i forruden fra 6. december.
De første fem dage vil der i stedet for en afgift blive lagt en varsel i form af en flyer.
Ny P-zone indført uden en ordentlig dialog
Vi havde forslaget til den nye P-zone i høring i juni, hvor vi kritiserede høringsprocessen i kraftige vendinger.
Forslaget er nemlig udarbejdet på baggrund af henvendelser fra beboerne indenfor zonen. Men de borgere, der bor udenfor området vil også blive påvirket af en ny P-zone.
De er bare ikke blevet hørt.
Vi opfordrede derfor i vores høringssvar Parkering København til at starte forfra og tage en ordentlig dialog med både lokaludvalget og de berørte borgere.
Høringssvaret har dog ikke fået nogen effekt, og nu bliver den nye P-zone altså indført fra den 28. november.
Læs mere om vores høringssvar lige her:
Lidt tankevækkende at de berørte kan få gratis licens mens os der bor i gul zone skal betale for det ?
Kan det mon være fordi de i rød zone er private veje hvor beboerne selv betaler for vej vedligeholdelse, ny asfalt, snerydning af veje mv? Så også at skulle betale for at parkere på veje de selv betaler for, er måske at stramme den 🙂
Ps. som berørt virksomhed kam man ikke hverken få eller købe licens hvis man kører i en bil på hvide plader!
Synes det er vildt irriterende at i gør det svære for os der bor i Valby Maskinfabrik, at finde parkering. Det er squ allerede svært nok i forvejen. Hvorfor har i valgt ikke at gøre maskinfabrikken til samme zone som Valby Have, det ville da være mest oplagt?
Det er ikke os, men Teknik- og Miljøforvaltningen, der har indført den nye P-zone. Da vi havde det i høring i juni gjorde vi opmærksomme på den meget mangelfulde inddragelse, og bad forvaltningen vente med at gennemføre forslaget til der var lavet et ordentligt forarbejde.
Du kan læse mere om det her:
https://valbylokaludvalg.hu.ceromedia.dk/nye-p-zoner-skal-ikke-indfoeres-uden-dialog-lokaludvalget-borgerne/
Du er velkommen til at rette din kritik imod center for parkering, som du kan kontakte her:
https://www.kk.dk/tidsbegraenset-parkering
Mvh Katrine, sekretariatet
Hvad gør man hvis man skal besøge en i området og det tager længere tid end 3 timer med en venindesnak? Kan man bare flytte sin bil til en ny placering i området eller må man kun have gæster i 3 timer?
Hvorfor i alverden er Sjælør Boulevard med i den zone ? Der er masser af plads og vi er en del, som arbejder i daginstitutionerne, vi kan ikke end ikke betale os fra at bruge bilen på arbejde, det er da fuldstændigt latterligt.
Vi er fuldstændig uforstående?! Hvorfor i alverden hører Valby maskinefabrik ikke med?? Vi bor klods op af Valby have.. Vi bor (som der skrives) i det område, hvor de nye parkeringsaftaler træder i kraft – derfor bør vi også blive tilbudt en parkeringlicens..
Hej Catharina,
Vi har som sagt ikke været med til at trække stregerne. Men henvend dig gerne til parkering@tmf.kk.dk med dine spørgsmål.
Mvh Katrine, sekretariatet
Forkert og vildledende skiltning.
KK har lavet en sand pengemaskine ud af området, først dispenseres der fra kravet om antallet af parkeringsmuligheder ved opførelse af boliger, for i hemmelighed at tvinge beboere ind i det private p-hus.
Så laver de hemmelig P-Zone i området uden at skilte korrekt, for at booste udstedelsen af P-afgifter og malke uvidende borgere for deres penge.
Der er opsat nogle få oplysningstavler i området med lokal tidsbegrænsning, men ingen af disse tavler oplyser om P-Zonen med tidsbegrænsning.
Drejer man ind fra gl. køge landevej møder man en tavle der viser at her starter en zone hvor parkering kun er tilladt i båse. Herefter kan man i god tro parkere i højre side af Ib Schønbergs alle i en bås og se at der på den anden side af vejen findes 2 båse hvor tidsbegrænsningen på 3 timer er skiltet. Men KK udsteder åbenbart afgifter på trods af lovlig parkering.
Kører man lidt længere ned og drejer mod venstre oplyses man også om 3 timers reglen, men kun i højre side af vejen, også her opkræver KK afgifter i begge sider.
KK der udsteder afgifterne er samtidig enevældige når det kommer til at afgøre velbegrundede indsigelser mod disse afgifter, end ikke fogedretten kan omstøde en P-afgift.
Er glad for jeg ikke selv bor i området men kun generes når jeg er på besøg.
Valby Have er sikkert et dejligt sted at bo, hvis man hverken har venner, familie eller bil…
Hej
Min datter skal til eksamen hun kommer i bil og vil overnatte for så at gå til eksamen midt på næste dag, hun kommer fra Jylland. Kan det være rigtigt at dette ikke bliver muligt fordi hun så har brug for at parkere i mere end 3 timer? Kan det være rigtigt at der ikke er en mulighed for at kunne betale for parkeringsperioden?
Mvh
Anette
Bor i Valby
Hej Anette,
Vi må henvise dig til parkering@tmf.kk.dk. Parkeringsreglerne afhænger jo af hvor du bor henne, og det skriver du ikke?
Mvh Katrine, sekretariatet
Hvis ens bil skal på værksted, og man får tilbudt en lånebil i de dage reparationen tager, kan man så få udstedt en midlertidig beboerlicens til lånebilen?
Hej Eva,
Vi må henvise til center for parkering for den type spørgsmål:
https://www.kk.dk/parkeringsregler
Eller se om du kan finde svar i den lille P-guide:
https://www.kk.dk/sites/default/files/p-miniguide-dk_maj_2018.pdf
Mvh Katrine, sekretariatet