Nu kommer lokalplanen for Toftegårds Plads i høring
Den nye lokalplan for Toftegårds Plads baner vej for det nye Valby Bibliotek, et bakkelandskab med 100 nye træer og byggeriet af 72 ungdomsboliger på pladsen, der også får plads til rekreativt ophold og kulturelle udfoldelser.
Ønsket om at omdanne Toftegårds Plads foran Valby Kulturhus til et kulturelt samlingspunkt, der kan binde det nye og det gamle Valby sammen, kommer fra vores bydelsplan fra 2017, hvor projektet var vores flagskibsprojekt.
Vi glæder os over at mange af vores forslag og ønsker til udviklingen af Toftegårds Plads er kommet med i lokalplanforslaget, der kommer i otte ugers offentlig høring fra slutningen af marts.
Ved samme lejlighed afholder også et borgermøde om lokalplanen. Vi fortæller mere om tid og sted når det er faldet på plads med forvaltningen.
Se beslutningen på referat fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. februar:
Afskærmning til de store veje skaber plads og ro til aktiviteter
Lokalplanforslaget arbejder videre med de samme greb, der blev defineret i helhedsplanen for pladsen i 2019.
Valby Bibliotek placeres som randbebyggelse langs med Vigerslev Allé, og langs med Gl. Køge Landevej etableres et bakket, grønt landskab med træer.
Pladsen, der opstår i midten, skal kunne bruges til kulturelle aktiviteter, f.eks. til scene, markedsplads eller andet. Tanken er, at synergien mellem det eksisterende Valby Kulturhus, Kraftwerket og det nye Valby Bibliotek vil skabe grundlag for et væld af liv og kulturelle aktiviteter, så pladsen kan leve op til titlen ‘kulturens plads’.
Rundt om på pladsen vil der blive plantet grønne bede, ca. 100 nye træer og anden grøn beplantning — og der er både givet penge og tilladelse til også at etablere et vandelement på pladsen.
Vi har ikke ønsket os ungdomsboliger
Lokalplanen giver mulighed for at bygge 72 ungdomsboliger i et byggeri langs med Movia-bygningen. Det er ikke et ønske, der kommer fra vores bord,
Placeringen af boligerne i lokalplanforslaget ligger dog fint i forlængelse af tankerne i helhedsplanen, som vi tidligere har udtalt er en god løsning, hvis ønsket om ungdomsboliger skal føres ud i livet.
Byggeriet af ungdomsboligerne blev sendt i udbud i august 2022.
Renovering af Toftegårds Plads Nord er mulig, men pengene mangler
Lokalplanforslaget dækker også Toftegårds Plads Nord, kontorbygningerne på Ottiliavej, Johannes Døbers Kirke og Trekroner Bryghus.
Vi har længe arbejdet for en omlægning og begrønning af Toftegårds Plads Nord, et projekt, der vil indgå i vores nye Bydelsplan 2023, som vi er i gang med at færdiggøre.
Vi ønsker at pladsen åbnes mere op mod forretningerne, der omkranser den, ved at lukke gaden og flytte parkeringspladserne ud langs med Toftegårds Allé. Dermed kan pladsen forlænges helt op til butiksfacaderne.
Den omlægning bliver mulig med den nye lokalplan- der er dog endnu ikke afsat penge til projektet.
Kraftwerket, Valby Kulturhus, Johannes Døbers Kirke og Trekroner Bryghus bliver bevaringsværdige
I lokalplanforslaget udpeges de eksisterende bygninger indenfor området som bevaringsværdige. De må derfor ikke ændres, ombygges eller rives ned uden tilladelse.
Lokalplanforslaget baner vej for, at de store kontorbygninger syd for Toftegårds Plads — inklusive den kommunale ejendom Ottiliahus — fremadrettet bliver omlagt til serviceerhverv, så de kan rumme alt fra administration og liberale erhverv til restaurant, hotel og undervisning.
Otte ugers høring – og et borgermøde
Beslutningen om at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring blev taget i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 27. februar, og høringen bliver offentliggjort på Københavns Kommunes høringsportal Bliv Hørt i slutningen af marts:
I løbet af høringsperioden afholdes også et borgermøde om lokalplanforslaget, og vi melder ud om tid og sted så snart det ligger fast.
Man burde fjerne nogle af de 27 vejbaner nu man er igang. Med sådanne kæmpe kryds er det umuligt at skabe et rart bymiljø. Men nu er det som bekendt bilerne der hersker i Valby.
Jeg håber virkelig man har større arkitektoniske ambitioner for biblioteket end det der fremgår af billedet, for det ser virkelig kedeligt ud!
Jeg tænker så absolut færre bilbaner så alle os på cykel og gå- ben stopper med at frygte “døds krydset”.
Og så er jeg stadig uden forståelse for hvordan chancen for en metro station på pladsen kunne passere….