Naturlegepladsen under omstilling

Lokaludvalget har indsendt høringssvar til forslag om en omstilling af byens bemandede legepladser, der vil betyde ændringer i åbningstid og bemanding på Naturlegepladsen i Valbyparken.

Der skal ikke spares på de bemandede legepladser, men Teknik- og Miljøforvaltningen har lavet en analyse af, hvordan man indenfor de eksisterende midler kan omstille, så de bemandede legepladser fortsat tilgodeser byens behov.

Resultatet af analysen indeholder forslag til ændrede åbningstider, forslag til partnerskaber og nye samarbejdsformer, og nye måder at bruge legepladsernes faciliteter på.

Besøg på Naturlegepladsen 

I forbindelse med høringen tog medlemmer af Valbys Lokaludvalgs udvalg ‘Et Helt Liv’ på besøg på naturlegepladsen i Valbyparken, som er Valbys eneste bemandede legeplads, på en helt almindelig dag i foråret.

Legepladsen var virkelig velbesøgt denne dag, og der var et væld af børn der soppede, gik på opdagelse og lavede snobrød på legepladsens bålsteder. Udvalget fik en god snak med legepladsens personale, og den snak blev baggrund for lokaludvalgets høringssvar.

Ændrede åbningstider 

Lokaludvalget er positive overfor oplægget til nye åbningstider på Naturlegepladsen i Valbyparken, da forslaget stemmer godt overens med lokaludvalgets oplevelse af, hvordan de fleste brugere benytter legepladsen.

Men lokaludvalget finder det meget bekymrende, at der er lagt op til at skære ned på bemandingen på Naturlegepladsen i Valbyparken.

Hvis nedskæring i timetal og samtidig weekendåbning kommer til at gå ud over bemandingen på andre tidspunkter, kan det betyde, at medarbejderne skal arbejde alene. Det vil betyde, at der ikke kan tændes bål og fyldes vand i søen – to af de centrale aktiviteter på legepladsen.

Frem for at skære ned ønsker lokaludvalget, at bemandingen opgraderes med en ekstra medarbejder med særlige kompetencer indenfor naturformidling. Det ville øge muligheden for at bruge naturlegepladsen som læringsrum for naturvidenskab i praksis.

Aktiviteter og brug af naturlegepladsen

Tætte samarbejdsrelationer med andre uddannelsesinstitutioner, naturlegepladser og miljøpunkter i byen kan være med til yderligere at styrke legepladsens profil.

Lokaludvalget foreslår at indgå samarbejde med Hotel og Restaurantskolen, hvis lærere og elever kan lave forløb med legepladsens brugere – særligt institutioner og skoler. Det kunne også være en mulighed med en model, hvor lokale foreninger efter særlig aftale kan få adgang til alle legepladsens faciliteter.

Behov for ny bemandet legeplads i Kulbanekvarteret 

Valby Lokaludvalg nærer et ønske om at få yderligere en bemandet legeplads til til Valby.

Kulbanekvarteret med sine 2443 beboere er blandt andet kendetegnet ved, at der er langt flere børn og unge i alderen 6 – 17 pr. indbygger end gennemsnittet i København, en markant forhøjet andel af borgere udenfor arbejdsmarkedet, flere enlige forsørgere, betydeligt lavere uddannelsesniveau og markant flere almene boliger.

Samtidig er kvarteret kendetegnet ved hurtigt og tilfældigt opført byggeri, som har medført, at boligområderne ligger som lukkede områder uden gennemgående stier.

En bemandet legeplads med uddannet socialpædagogisk personale der har åbent i eftermiddags- og aftentimerne, vil kunne imødekomme de unges ønsker om mødesteder og aktiviteter, styrke den positive voksenkontakt og være med til at nedbringe utrygheden for alle beboere i kvarteret

Lokaludvalg opfordrer derfor Teknik- og Miljøforvaltningen til at gå i dialog med Kvartergruppen for Kulbanekvarteret og Sekretariatet for Områdefornyelsen, samt Børne- og Ungdomsforvaltningens lokale repræsentanter og andre væsentlige aktører om mulighederne for anlæg og drift af en bemandet legeplads med socialpædagogisk personale i Kulbanekvarteret.

 

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *