Metroborgermøde med store perspektiver
Borgermøde den 28. november kl. 19-21 på Loftet i Karens Minde Kulturhus: Valby Lokaludvalg vil bl.a. benytte borgermødet til at sætte fokus på Ny Ellebjerg Stations potentialer som kollektivt trafikknudepunk.”Ny Ellebjerg Station bliver i fremtiden et helt afgørende trafikknudepunkt i Hovedstadsregionen hvor rejsende, der kommer med regionaltog, ringbanen eller den sydgående S-togsforbindelse – eller med letbane – kan omstige til metroen” siger Michael Fjeldsøe formand for Valby Lokaludvalgs plangruppe. For Valby Lokaludvalg er det dog helt afgørende, at forholdene på og omkring Ny Ellebjerg Station forbedres gevaldigt hvis stationen skal kunne rumme de mange tusinde passagerer, der potentielt vil benytte stationen på daglig basis. ”Det skal være nemt og bekvemt at skifte fra det ene transportmiddel til det andet, ellers bliver det offentlige transportsystem valgt fra. Derfor er det helt afgørende at metroen kobles til den eksisterende station på en smart måde, der sikrer en naturlig sammenhæng mellem metroen og de øvrige transport former” siger Michael Fjeldsøe, der samtidig påpeger vigtigheden af at metroen og byudviklingen i Valby Idrætspark og de omkringliggende områder kobles sammen med metroen således at stationsnærheden udnyttes.
Den kommende metrolinje til Ny Ellebjerg Station vil bl.a. få stop på Mozarts Plads, Enghave Brygge, Sluseholmen og Fisketorvet. Metrolinjen – også kaldet M4 – er endnu ikke endelig finansieret og vil tidligst kunne åbne i år 2022. Borgermødet om metro finder sted onsdag d. 28. november kl. 19-21 på ”loftet” i Karens Minde Kulturhus. Tilmelding er ikke nødvendig og alle er velkomne.