Mange gode råd til energibesparelser for enden af vejen
Mange grundejere fik gode råd med på vejen, da Valby Miljøgruppe afprøvede Energitjenestens nye koncept til energirådgivning, ”For enden af vejen”. Arrangementet blev afholdt i grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad den 3. oktober, og viste, at selv de mest selvsikre grundejere kunne lære meget om at spare på energien i hverdagen.
“For enden af vejen” er en del af Energitjenestens kampagne ‘Bedre Bolig’, som fokuserer på at få grundejere til at gennemgå deres boliger og finde energibesparelser. 17 grundejere deltog i arrangementet den 3. oktober, og for mange var det en øjenåbnende oplevelse.
Energitjenesten havde først en generel rådgivning med gennemgang af de forskellige elementer, der kan anvende ved energibesparelser: tætningslister, energiglas i vinduer, indstilling af termostater i forhold til udnyttelses af fjernvarme (mulighed for bonus ved god afkøling), udskiftning af termostater, isolering af vægge, udskiftning af pumper og ventilatorer, led-pærer m.v. blev gennemgået.
Efterfølgende blev deltagerne delt i to grupper, som fulgte med hver sin energirådgiver ud til gennemgang af 2 forskellige ejendomme, hvor ejerne på forhånd havde meldt sig til at lægge hus til. På baggrund af de konkrete forhold på den enkelte ejendom og de spørgsmål, som de øvrige deltagere havde, blev der givet helt konkrete råd til, hvad der kunne gøres for at spare på energien.
Syv familier fik efterfølgende en individuel vejledning. Her blev givet mange gode råd. Selv et medlem, som mente, at der var helt styr på det hos ham, fik hjælp til justering af varmeveksleren
Vil din grundejerforening være værter for et lignenede arrangement, kan du kontakte Energitjenesten for et tilbud.
Læs hele rapporten om besøget den 3. oktober
Læs også folderen ‘Vejledning om Private Fællesveje’, som Valby Lokaludvalg har været med til at udgive.