Lokaludvalget bremser betalingsringen
Teknik- og Miljøudvalget har opgivet at nå til enighed om det videre arbejde med at skabe en betalingsring rundt om København. Sagen sendt videre til behandling i Borgerrepræsentationen.
Først afviste Teknik og Miljøudvalget på dets møde d. 29. oktober at behandle sagen. Afvisningen blev begrundet med, at kommunens lokaludvalg ikke er blevet informeret tilstrækkeligt om projektet. Valby Lokaludvalg henvendte sig forud for mødet direkte til medlemmerne af udvalget med en kritik af den manglende inddragelse af lokaludvalgene.
Teknik og Miljøudvalget havde på dets møde d. 11. november endnu engang sagen til behandling. Her stillede en række partier en række ændringsforslag til det oprindelige forslag – herunder forslag om at undersøge mulighederne for en ny placering, der i højere grad tager højde for de enkelte bydeles sammenhæng. Forslaget er en direkte imødekommelse af Valby Lokaludvalgs ønsker.
Teknik og Miljøudvalget kunne dog ikke nå til enighed om at vedtage ændringsforslaget. Sagen overgår derfor til videre beslutning i Borgerrepræsentationen. Formentligt d. 25.11.2008.