Kulbaneparken donerer 6000 m2 vild beplantning til Valbys bier, insekter og smådyr
Stor tak til Kulbaneparkens Venner og Teknik og Miljøforvaltningen for at lade 6000 kvadratmeter eng blomstre og vokse vildt i Kulbaneparken – det bringer Valbiplanen et stort skridt tættere på målet.
Foreningen Kulbaneparkens Venner udspringer af et kæmpe engagement i at gøre Kulbaneparken til hjertet for et stort og levende fællesskab i Kulbanekvarteret. Foreningen tæller også mange grønne ildsjæle, og de har været med til at sørge for, at Kulbaneparken blev tilplantet med et væld af vilde blomster, buske og træer, som nu er ved at være vokset til.
Resultatet er, at Kulbaneparken netop har doneret 6000 m2 til vores miljøgruppes indsats Valbiplanen, hvor private, virksomheder og institutioner kan forpligte sig på at lade grønne arealer være bi-og insektvenlige.
Det både summer og blomstrer i Kulbaneparken
Kulbaneparkens Venner har også, i samarbejde med en lokal ildsjæl og med støtte fra Valby Lokaludvalg, fået sat to bistader op hvor områdets nysgerrige kan være med til at passe bierne og lære om samspillet mellem blomster og insekter og være med til at samle honning.
Da kvarteret holdt deres årlige kulturfest i august blev bistadernes to dronninger navngivet.
Følg med i hvad der sker i kulbaneparken ovre hos Kulbaneparkens Venner:
Flere af Valbys virksomheder er taget i ed – 1000 m2 til næste Valbi-mål
Valbiplanens første mål var 5 hektar bivenlig beplantning i Valby, og det blev nået i slutningen af 2022. Det er derfor blevet opjusteret til 7 hektar, og indsatsen er allerede godt på vej.
I foråret donerede Lundbeck 1360 m2 vild beplantning til indsatsen, og Genmab, der lige er flyttet til Valby, har doneret 500 m2. Valbiplanen arbejder videre med at opfordre flere af Valbys virksomheder og arealejere til at være med i indsatsen for større biodiversitet.
Barometer på Valbiplanen.dk står nu på lige under 60.000 ud af de 70.000 m2, der er sat som et foreløbigt mål.
Alle donationer gælder, så gå gerne ind på www.valbiplanen.dk og doner din altankasse eller et hjørne af din gård eller have. Du skal blot love at lade de donerede m2 vokse vildt i mindst 3 år til glæde for vores grønne bydels insekter og dyreliv.
Topfoto: Janne Van Acker
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!