Kommuneplanen ændres for at gøre underjordisk metro ved Ny Ellebjerg mulig
Lige nu kan du give dine kommentarer og ideer til et kommuneplantillæg, der skal gøre det muligt at anlægge Sydhavnsmetroens endestation ved Ny Ellebjerg som en underjordisk station.
Underjordisk station kræver nye planer for linjeføringen
I 2014 blev aftalen om en Sydhavnsmetro med endestation på Ny Ellebjerg station underskrevet. I det oprindelige projekt var endestationen planlagt som en overjordisk station, men siden er der heldigvis sket store ændringer i projektet.
Med en ny aftale mellem staten, Københavns Kommune og Frederiksberg kommune blev det i 2016 muligt at placere stationen under jorden.
Derfor skal der nu blandt andet gøres plads til ny linjeføring, og ny placering af et sporskiftekammer – og det kræver et kommuneplantillæg og en ny miljøredegørelse for projektet.
De to planer er netop sendt i forudgående høring – og indtil 26. marts kan du sende dine ideer og kommentarer ind på Københavns Kommunes høringsportal:
Efter den forudgående høring bliver der udarbejdet en VVM redegørelse og et forslag til kommuneplantillæg.
Underjordisk station løser mange problemer
I lokaludvalget er vi meget glade for, at der blev fundet penge til at bygge metroens endestation under jorden.
Vi har i mange år arbejdet for en helhedsløsning for den labyrintiske og uoverskuelige station, og en ny, overjordisk perron ville have gjort stationens problemer endnu værre:
En underjordisk station giver:
- bedre omstigningsforhold for passagererne, når de skal skifte til S-tog og fjerntog
- en fremtidssikret løsning, som giver bedre muligheder for en eventuel videreførelse af metrolinjen.
Vi vil fortsat arbejde for, at der også bliver set på, hvordan stationen kan blive til en logisk, sammenhængende helhed. Vi stiller os gerne til rådighed med vores erfaringer – f.eks. om stationens indretning:
I 2016 fik vi lavet en funktionsanalyse af Ny Ellebjerg station. Fokus i analysen er en sammenligning af de to mulige placeringer af metrostationen, og forslag til, hvordan stationen kan forvandles fra en labyrint til et velfungerende trafikknudepunkt. Læs analysen her:
Læs mere om lokaludvalgets arbejde med Ny Ellebjerg station:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!