Kom til første spadestik på Valby Langgade i vinterferien
Få et stykke kage, prøv en gravemaskine og hør mere om det kommende projekt med cykelstier på Valby Langgade, når projektet fejrer første spadestik på Valby Tingsted tirsdag den 13. februar kl. 14-16.
I uge 7 inviterer Teknik- og Miljøforvaltningen til et første spadestik arrangement for at fejre og informere om opstarten på projektet med at gøre Valby Langgade mere tryg og cykelvenlig.
Alle er velkomne til at komme og markere det, når Teknik- og Miljøforvaltningen inviterer til et stykke kage på:
Valby Tingsted
Tirsdag den 13. februar kl. 14-16.
Forvaltningen og entreprenøren vil være til stede for at fortælle om den kommende forvandling af Valby Langgade, vejarbejdets tidsplan mv.
Der bliver serveret kaffe og kakao, og børn kan prøve at sidde i en gravemaskine og se, hvordan den virker på tæt hold.
Det skal der ske på Valby Langgade:
For at gøre Valby Langgade tryggere for cyklister får gaden:
- Ca. 600 meter ny cykelsti på Valby Langgade fra Gl. Jernbanevej til Sdr. Fasanvej og fra Annexstræde til Skolegade
- Renovering af fortove og kørebaner med 1.000 m2 Københavnerfliser, 3.000 m2 ny asfalt og 1.500 meter nye kantsten
- Flere nye cykelparkeringspladser, tre nye Københavnerbænke, tre affaldskurve og tre nye træer
- En ny busperron og tre fremrykkede busstoppesteder, samt to nye busvenlige vejbump, der skal sænke bilernes hastighed i det centrale Valby Langgade ved Tingstedet
For at gøre plads til de nye cykelstier nedlægges 42 parkeringspladser. I den centrale del af Valby Langgade fra Tingstedet til krydset Toftegårds Allé/Søndre Fasanvej/Valby Langgade bevares p-pladserne.
Vejarbejdet starter d. 1. marts og forventes afsluttet i efteråret 2024.
Titlen første spadestik er metaforisk ment – også fordi selve stykket foran Valby Tingsted er udeladt fra renoveringen.
Vi arbejder på, at også det brolagte stykke foran Tingstedet bliver renoveret, da det dels er meget nedslidt, og dels er et glat og utrygt stykke for cyklister.
Baggrund for projektet
Renoveringen af Valby Langgade blev vedtaget politisk på Budget ’20, da der blev afsat 20 mio. til cykelstier.
Det endelige projekt er resultatet af en lang proces og en større københavnerinddragelse, hvor over 600 Valby-borgere i 2022 gav input og stemte om forskellige løsninger på Valby Langgade.
Det er dén løsning, der fik størst opbakning, som Valbys borgere nu kan se frem til – en løsning, der forbedrer cyklisternes sikkerhed og samtidig bevarer landsbystemningen og busstoppestederne omkring Tingstedet.
Følg projektet
Få mere at vide om vejarbejdet og trafikomlægninger på projektets hjemmeside:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!