Kom og vær med til Store Forårsrengøring
Affald er ikke bare affald. Det er ressourcer, der kan bruges igen og igen, så længe affaldet havner det rigtige sted. Alt det affald der ligger på gader og stræder i Valby kan være guld værd. Den 21. april under Store Forårsrengøring samler vi, alt det vi finder ind til glæde for alle i Valby, naturen og økonomien.
Man skal ikke smide guld på gaden, siger et gammel mundheld. Men i Valby og resten af København smider man affald på gaden, fordi det for den enkelte ikke har nogen værdi. For Klemen Kirkegård, der har været indsamlingsleder til Store Forårsrengøring de sidste par år i Vigerslev området, lyder definitionen på affald; ”når det er blevet smidt på gaden, så er det affald”. For alt hvad der ligger på gaden bliver sjældent sorteret, men ender enten med meget langsomt at blive nedbrudt i naturen eller brændt på forbrændingen.
Ifølge en undersøgelse af organisationen Hold Danmark Rent, smider hver anden af os affald på gaden. Paradoksalt nok mener 9 ud af 10 danskere, at det er forkert at smide affald andre steder end i skraldespanden. Men det handler ikke kun om at ramme skraldespanden, det vigtige er, at affaldet ender det rigtige sted. For meget affald hører hverken til i naturen eller i skraldespanden, men derimod på en genbrugsstation eller i den rette container, så ressourcerne kan genanvendes
Ressourcerne går op i røg
Alt hvad vi smider i almindelige skraldespande ender på forbrændingen og bruges til at generere fx fjernvarme. Danmarks største forbrændingsanlæg Vest Forbrændingen oplever, at selvom danskerne er blevet mere opmærksomme på deres affald og miljøet, har affaldsmængden været konstant stigende de sidste mange år. Og det er et problem. Miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen fra Valby Lokaludvalg forklarer:
”Det er nødvendigt, at de ressourcer der er i affaldet udnyttes bedre. Den eneste sortering der sker inden forbrændingen er hos selve kilden, altså forbrugeren. Det er altså kun den, der smider affaldet ud, som kan sikre en god kildesortering, så affaldet ikke går til spilde eller ender som forurening i naturen.”
Guld på Toftegårds Plads
Når valbyborgerne, Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Gl. Valby går på gaden for at gøre Valby ren og forårsklar søndag den 21. april kl. 10 til Store Forårsrengøring, er det netop for at sætte fokus på affald og genbrug.
Udover den gode gerning byder dagen også på gratis frokost til deltagerne, musik og konkurrencer på Toftegårds Plads. Københavns Kommunes nye kampagne ”Genbrug er Guld” står for konkurrencen og udlodder en Nihola ladcykel. De vil være på pladsen og introducerer de tre nye fraktioner af affald: Hård plast, elektronik og metal, der fra maj måned bliver indført i etageejendommene i Valby.
Mødesteder for indsamlingen
Der er brug for din hjælp. Jo flere vi er, jo bedre. Så tag din ven, din mor eller dit barn i hånden og mød op på et af mødestederne kl. 10. Lad os sammen gøre Valby forårsklar.
- Toftegårds Plads
- Storbyhaven ved Gadekærvej
- Herman Bangs Plads
- Sjælør Helhedsplan, Sjælør Boulevard 107, st. tv.
- Valbyparken, Hammelstrupvej ved rundkørslen
- 3B Folehaven, Kirsebærhaven 14
- Café Peber & Mynte, Vigerslevvej 131
- Valbyejendommene, Vilhelm Thomsens Allé 19
- Hjørnet af Saxtorpsvej og Vigerslev Allé
- Krydset ved Peter Bangsvej og Roskildevej
Se program for dagen her.