Kom til gratis opførelse af Händels ‘Messias’ i Margrethekirken
Som led i forsøget på at skabe mere kulturliv i Folehavekvarteret inviterer Margrethekirken til gratis opførelse af Händels ‘Messias’ lørdag d. 8. december kl. 15.00.
Barokkomponisten Händels store oratorium, der slutter med det berømte Halleluja-kor, kan høres mange steder i byen ved juletid. Men det har aldrig før været spillet i Folehaven.
Koncerten begynder kl. 15 og varer 2 timer. Der er gratis adgang, og dørene åbnes kl. 14.30.
En bearbejdet Messias
Arrangøren, Henrik Palsmar der til dagligt er organist, fortæller, at det bliver den største klassiske koncertsatsning i områdets historie.
Kammerkoret Volvox synger korpartiet i stykket, som Henrik Palsmar har bearbejdet for 5 strygere og klaver.
”Der er ikke ændret i solo- og korstemmerne, – de bliver sunget som Händel skrev dem”, fortæller han. ”Men jeg har lånt inspiration hos bl.a. Mozart og Schubert til at omskrive akkompagnementet fra strygeorkester til klaver-sekstet. Mange har rost arrangementet for at være på én gang intimt, medrivende og klangligt mere afvekslende end ’almindelig’ Messias-opførelse.
Vi glæder os til at præsentere Messias i Folehaven!”
Fremragende solister og internationalt anerkendte strygere
En fremragende solistkvartet bliver anført af sopranen Philippa Cold og desuden medvirker Simone Rønn, alt; Rasmus Gravers Nielsen, tenor og Martin Palsmar, bas.
Strygerstemmerne spilles af Live Strings, et ensemble, der i de senere år har haft stor succes både med klassiske koncerter og som akkompagnatører for en række kendte kunstnere som fx Rasmus Seebach.
I sommer spillede de på Orange Scene på Roskilde Festival sammen med Kanye West, og de har netop udgivet en CD med musik af Bent Fabricius-Bjerre.
Lad kulturlivet blomstre i Folehaven
I forbindelse med etableringen af områdefornyelse i Folehavekvarteret har mange beboere efterspurgt flere kulturtilbud i området.
Den bold har Margrethekirken taget op med to store professionelle koncerter i meget forskellige stilarter med bredt appellerende programmer. Den første koncert var en musicalkoncert i oktober, og den anden er julekoncerten den 8. december.
Margrethekirken har fået støtte fra vores Lokalpulje til begge koncerter – læs mere om hvordan du kan søge penge til lokale projekter lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!