Kodepiraterne indtager kulturhuset
Foreningen Coding Pirates åbner fast klubhus i Valby Kulturhus, hvor børn og unge kan lege med og blive klogere på elektronik og kodning. Klubhuset indvies søndag den 12. januar.
Fri leg med IT og teknologi
Coding Pirates har lært børn over hele landet om kreative tilgange til IT og teknologi siden foreningen blev stiftet i 2013.
For de mange medlemmer i alderen 7-17 år, betyder det mulighed for at gå til en anderledes fritidsaktivitet, hvor de kan lære at kode, 3D-printe, lave film- og lydeffekter, bygge deres egne computerspil og meget, meget mere.
Alle hold er drevet af frivillige undervisere, der nu har et klubhus, hvor de kan udvikle nye aktiviteter og få et bedre sammenhold.
Læs mere om Coding Pirates og tilmeld dit barn til foreningens aktiviteter lige her:
Kom med til åbningsfest!
Selvom de frivillige allerede er rykket ind, og klubhuset så småt har været taget i brug i løbet af december, åbner det officielt søndag den 12. januar, hvor alle nysgerrige er inviteret til åbent hus:
Receptionen begynder kl. 11:30 med afsløring af klubhusets navn, lidt spise og drikke og åbningstale, og der vil efterfølgende være mulighed for at kigge sig omkring og sætte sit helt eget præg på klubhuset.
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Det er dog henvendt til voksne.
De unge skal også være med
Idéen om at starte et klubhus udsprang af en udfordring, der er velkendt i hele foreningslivet:
Det er svært at holde fast i børnene, når de bliver ældre og lektier, fester og samvær med venner begynder at fylde mere i deres hverdag. Når børnene når teenagealderen fungerer modellen med en fast ugentlig aktivitet dårligere, og foreninger må begynde at tænke ud af boksen.
Et klubhus, der er åbent på flere forskellige tidspunkter, som regel sen eftermiddag og aften, hvor man kan komme og gå, som det passer til ens hverdag, er et eksperiment, som bestyrelsen i Coding Pirates København håber på, vil blive en succes.
Det var derfor kærkomment, da Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune valgte at bevilge foreningen 380.000 kroner til at kunne etablere klubhuset i Valby Kulturhus og betale husleje det næste år.
I klubhuset skal der være plads til både sociale aktiviteter og faglig udvikling for de frivillige undervisere og aktivitetstilbud for både medlemmer og nysgerrige børn og unge.
Læs mere om Coding Pirates og foreningens aktiviteter ovre på deres hjemmeside:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!