Se vores ønsker til overførselssagen
Klubhus i Kulbaneparken, grøn forplads på Smedestræde og sikre skoleveje til Ålholm skole – det er de projekter vi gerne vil have på listen, når politikerne på rådhuset skal forhandle om overførselssagen.
I Københavns Kommune er der to store vedtagelser i budgetåret: I efteråret vedtages kommunens budget for det efterfølgende år. I foråret vedtages det, hvordan de ubrugte midler fra året før kan benyttes – den såkaldte overførselssag.
Forhandlingen om overførselssagen har vi i år tre store ønsker til:
Klubhuset skal tilbage til Kulbaneparken
Da aftalen om overdækning af Ringstedbanen gennem Kulbaneparken blev indgået i 2010 blev der afsat 10 mio. til midlertidige aktiviteter i området. De var ment som erstatning for den nedlagte fodboldbane, og inkluderet i dem var midler til flytning af Rikkens klubhus til Valby Idrætspark og tilbageflytning efter byggeriets færdiggørelse.
I bevillingen til Kulbaneparken er der afsat midler til etablering af en ny kunstgræsbane, men tilbageflytningen af klubhuset har vist sig at blive dyrere end beregnet.
Der mangler derfor en restfinansiering i størrelsesordenen 2,3 mio. for at få et klubhus tilbage til Kulbaneparken.
Vi har foreslået forvaltningen, at man i stedet for at flytte det gamle klubhus tilbage etablerer et nyt i Kulbaneparken, da det kun vil være marginalt dyrere. Det kan du læse mere om her:
Vi indgår allerede i drøftelser med forvaltningen om den præcise løsningsmodel, og håber at politikerne vil hjælpe med finde restmidlerne.
Begrønnet forplads på Smedestræde 2
Da det blev vedtaget, at der skal anlægges boliger til 24 unge med handicap på Smedestræde, var det med en aftale om, at projektet skulle indeholde en grøn forplads med offentlig adgang. Det vedtog et flertal i Borgerrepræsentationen i juni 2016.
Der er bare aldrig blevet afsat budgetmidler til forpladsen.
Derfor synes vi det ville være passende hvis midlerne til begrønning af forpladsen kan findes nu på overførselssagen.
Læs mere om sagen her:
Sikre skoleveje ved Ålholm Skole
Ålholm Skole er ikke den eneste skole i Valby, der kunne have gavn af et projekt om sikre skoleveje.
Men netop på Ålholm er der gjort et stort forarbejde i samarbejde mellem forvaltningen og en forældregruppe. De har sammen udarbejdet en række projekter til at gøre skolevejene omkring Ålholm Skole mere sikre, og resultatet blev et budgetnotat, der indgik i forhandlingerne om Budget ’21.
Det blev dog ikke vedtaget på budgettet, derfor håber vi at midlerne i stedet kan findes på overførselssagen.
Støt op om vores budgetønsker
Hvis du vil hjælpe os med at overtale politikerne på rådhuset til at prioritere vores ønskede projekter, kan du:
- Skrive et læserbrev, f.eks. til Valbybladet
- Skrive direkte til politikerne på rådhuset
Du finder kontaktinfo på dine politikere lige her på Københavns Kommunes hjemmeside:
Hvor er cykelbroen ved Grøntorvet henne i prioriteringerne? Er den helt taget af bordet?
Valby Lokaludvalg arbejder stadig for cykelbroen ved Grønttorvet. I samarbejde med forvaltningen ses der på flere finansieringsmuligheder. De projekter, der er prioriteret i forhold til overførselssagen er mindre projekter, lokaludvalget vurderer har en chance for at komme med i overførselssagen.