Integrationsnetværk dannet

Mere end 40 deltagere var mødt frem i Prøvehallen mandag den 24. september for at etablere et egentlig integrationsnetværk i Valby, der skal arbejde for at skabe bedre integration i Valby. Under mottoet Venskab giver kenskab, drøftede forsamlingen de ti bud, som Lokaludvalget har sammenskrevet efter seminaret i maj. Netværket drøftede oplæg fra arbejdsgruppen, som kan læses her. Der blev søsat flere konkrete initiativer, som der arbejdes videre med i efteråret.

Det var en mangfoldig gruppe af de aktive på integrationsområdet i Valby, som havde sat hinanden i stævne i Prøvehallen.

Selvom det bliver et langt sejt træk af få bedre integration i Valby, så er det en begyndelse, når vi kan samle dem i Valby, som kan noget på området og som gerne vil gøre noget mere i fællesskab,

udtaler Karen Lumholt fra lokaludvalget.

Det var særligt pigegrupperne, som havde gjort sig tanker om, hvad de gerne vil bruge netværket til. Også kvindegrupperne har ønsker om at komme videre med at lave et egentligt kvindenetværk i Valby, som samler de forskellige initiativer i byen.

Flere nye ideer blev vendt, bl.a. et arbejde med en bazar i Valby efter Århusiansk mønster. Modellen var ikke lige alles kop thé og den blev debatteret indgående i pausen. Alligevel endte det med, at Lokaludvalget arbejder videre med en mindre model, som handler om at fokusere på den kulturelle side af bazarideen og samle “Hele verden i Prøvehallen”, hvor de 32 etniske grupper, som bor sammen i Valby får mulighed for at vise lidt af deres kultur.

At lære af hinandens erfaringer var et hovedtema for mødet. Det blev som mødet skred frem dog også tydeligt, at Københavns Kommune kan lære meget af f.eks. Århus, Odense og Malmø. Derfor blev det besluttet, at en gruppe arbejder videre med at arrangere en studietur, hvor de lokale aktive kan hente inspiration til deres arbejde fra andre kommuner.

Der var bred opbakning til synspunktet fremført at Lokaludvalget, at de frivillige i idræts- og fritidslivet kan gøre meget for integrationen og mødet mellem forskellige befolkningsgrupper i Valby. En konkret idé, som kom frem på mødet, var en idræts- og fritidsdag i Valby, som bl.a. kunne inkludere fodboldkampe for blandede hold mellem boligområderne, som Akacieparken/Ålholmkvarteret, Sjælør og Folehaven. Også her blev der nedsat en gruppe, som skal hjælpe Lokaludvalget med at arrangere dagen og sikre at foreningerne vil være med.

Lokaludvalget vil gerne gribe i egen barm og forbedre repræsentationen af flygtninge/indvandrere i Lokaludvalget og opfordrede deltagerne til at involvere sig i Valby Lokaludvalg og udpege repræsentanter til repræsentantskabsmødet i oktober. Det tog forsamlingen til efterretning og forhåbenlig vakte det interesse hos en og anden.