Ingen penge til Valby
Lokaludvalget undres over, at Valby er helt forbigået i årets overførselssag. Op til forhandlingerne var der god dialog med rådhuset om både biblioteket på Smedestræde og broen og Folehaven, men ingen af projekterne blev nævnt med et ord i aftaleteksten.
Den tomme grund på Smedestræde går en usikker fremtid i møde, efter der endnu en gang ikke blev afsat penge til den samlende kulturinstitution, som lokaludvalget har arbejdet for i mange år. Der ser dog ud til fortsat at være vilje i Teknik- og Miljøudvalget til at finde penge til den helt nødvendige cykelbro over Folehaven.
Bro over Folehaven (måske) reddet
Den planlagte cykelbro over Folehaven blev i februar indstillet til at blive annulleret, da projektet blev dyrere end forventet. Det lykkedes at sætte fokus på nødvendigheden af broen, og Teknik- og Miljøudvalget besluttede at finde pengene. Det skete ikke på overførselssagen, men Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell har efterfølgende løftet lidt af sløret for, at der en løsning på vej. Den præsenteres for Teknik- og Miljøudvalget i maj måned.
Bibliotek på Smedestræde hænger i tynd tråd
Biblioteksprojektet ser meget usikkert ud – der er hverken afsat penge til projektering eller reservation af grunden i 2016, og så snart der viser sig en køber, er dagene for projektet talte. Der er brugt meget tid og mange penge på at reservere grunden, siden lokaludvalget i 2012 fik sat salget af grunden på hold. Så det er rigtig ærgerligt, at der ikke er den nødvendlige politiske vilje til at løfte det.
Det seneste forløb omkring projektet har været mærkeligt, da forvaltningen er gået stærkt ind på at finde en løsning sammen med dem, der ejer Tigergrunden. Der var klar opbakning til, at projektet skulle have et forsøg for at blive finansieret. Og så er det ikke nævnt med et ord i aftaleteksten.
Næste skridt for lokaludvalget er at finde ud hvad der sker i forvaltningen, og afdække, om der stadig findes muligheder for at finansiere en ny kulturinstitution på Smedestræde.
Læs mere
Cykelbroen over Folehaven i fare
Bibliotek og teatersal på Smedestræde
Overførselssag 2016: Vedligehold af byen og modtagelse af flygtninge