Hør mere om VVM redegørelse for metro til Sydhavnen 21. september
Den 21. september 2015 kl. 19-21 kan du høre mere om VVM-redegørelsen for metro til Sydhavnen, når Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg sammen med Økonomiforvaltningen og Metroselskabet inviterer til borgermøde. Mødet afholdes på Aalborg Universitet, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV.
Københavns Kommune har udarbejdet en VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen. Borgerrepræsentationen har den 20. august 2015 besluttet at sende VVM-redegørelsen i offentlig høring, og høringsperioden løber fra den 24. august til og med den 18. oktober 2015.
Formålet med VVM-redegørelsen er at vurdere de miljømæssige virkninger af Sydhavnsmetroen i anlægs- og driftsfasen, så man tidligt kan tage højde for de mulige miljømæssige påvirkninger, og derved undgå eller mindske væsentlige negative virkninger.
I VVM redegørelsen indgår både den aftale og finansierede løsning for metro til Ny Ellebjerg, hvor metroen ender på en station i terræn på sydsiden af stationen, og det alternative forslag, hvor stationen bliver nedgravet og placeret på nordsiden af stationen.
På borgermødet vil VVM redegørelsen blive præsenteret, hvorefter deltagerne deles op i tre cafeer, hvor man kan diskutere henholdsvis:
- Fisketorvet, Enghave Brygge og Sluseholmen
- Mozarts Plads
- Ny Ellebjerg
På cafeerne deltager både folk fra kommunen og fra Metroselskabet.
Ny Ellebjerg st.
Valby Lokaludvalg ønsker en nedgravning af metrostationen på Ny Ellebjerg. Den giver mindre påvirkning af de omgivende byområder og færre barrierevirkninger. Og den giver mulighed for at arbejde med en indretning af Ny Ellebjerg station, der reelt kan få den til at fungere som et trafikknudepunkt. En underjordisk placering vil også være fremtidssikret i forhold til en eventuel fremtidig videreførelse af metroen.
I dag er Ny Ellebjerg bygget som en labyrint, og i skitseringen af metrostationen i terræn vil den kun øge forvirringen, ved at byggge udenom de eksisterende forhold. Der er brug for en langt mere gennemgribende gennemtænkning af den samlede station hvis det skal være et velfungerende trafikknudepunkt, der kan aflaste Københavns Hovedbanegård.
Valby Lokaludvalg foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe med alle parter, der er involveret i Ny Ellebjerg station og at der udskrives en international arkitektkonkurrence, der kommer med bud på, hvordan et fremtidigt trafikknudepunkt kan indrettes, så det reelt kan opfylde sin funktion.
Læs VVM redegørelsen for Metro til Sydhavnen
Lokaludvalgets tidligere høringssvar
Valby Lokaludvalg afgav i november 2014 høringssvar, da redegørelsen var i intern høring, og havde følgende fokuspunkter:
“Valby Lokaludvalg ser med glæde, at VVM-høringen vil behandle begge muligheder for placeringen af metrostationen ved Ny Ellebjerg, både den i udgangspunktet finansierede overjordiske løsning og den underjordiske løsning, hvor metrostationen er placeret på nordsiden af stationen under stationsforpladsen
Valby Lokaludvalg finder, at den underjordiske løsning af en række grunde er langt den bedste løsning. Den giver mindre påvirkning af de omgivende byområder, færre barrierevirkninger, og ikke mindst giver den mulighed for at arbejde med en indretning af Ny Ellebjerg station, der reelt kan få den til at fungere som et trafikknudepunkt. Desuden vil en underjordisk placering være fremtidssikret i forhold til en eventuel fremtidig videreførelse af metroen.
I dag er Ny Ellebjerg bygget som en labyrint, og der lægges op til at udbygningen i sin nuværende skitsering kun bygger uden på de eksisterende forhold. Der er brug for en langt mere gennemgribende gennemtænkning af den samlede station. Valby Lokaludvalg foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe med alle parter, der er involveret i Ny Ellebjerg station og at der udskrives en international arkitektkonkurrence, der kommer med bud på, hvordan et fremtidigt trafikknudepunkt kan indrettes, så det reelt kan opfylde sin funktion.”
Læs hele høringssvaret om VVM redegørelse for metro til Sydhavnen