Hjælp os med at kortlægge Valbys kunstværker
Lokaludvalget sætter de næste måneder fokus på Valbys imponerende samling af kunst i det offentlige rum. Vi synes, at de mange flotte kunstværker fortjener at blive trukket frem i lyset, så endnu flere kan finde og få glæde af dem.
Med projektet ”Kunst i Valby” inviterer vi dig til at dele din viden om kunsten i Valby med os.
Hvad er kunst i det offentlige rum?
Kunst i det offentlige rum er den kunst, der befinder sig på steder med offentlig adgang. Kunst i det offentlige rum er skulpturer i gadeplan, statuer i byens parker, malerier på bygningsgavle, udsmykninger af skoler, hospitaler og andre offentlige bygninger.
I Valby har vi eksempler på både gavlkunst, pladsudsmykninger og statuer. Der er eksempler på store bygningsintegrerede kunstprojekter, og der er eksempler på de lidt mindre synlige skulpturer, men som ikke desto mindre også har deres egen historie at fortælle.
Historien om de enkelte kunstværker er med til at fortælle historien om Valby og Valbys udvikling som bydel.
Send os et billede af dit yndlings-kunstværk
Du kan hjælpe os med kortlægningen af Valbys offentlige kunstværker ved at sende os et billede af dit yndlings-værk.
Send dit billede til os på valbylokaludvalg@okf.kk.dk sammen med en begrundelse for, at netop det kunstværk er noget helt særligt for dig:
Du kan også dele dit billede i et opslag på lokaludvalgets Facebookside, eller dele det på Instagram med tagget #kunstivalby.
De tilsendte billeder bruges i den videre formidling af projektet og kunstværkerne.
Kunstruter og byvandringer til foråret
I opstarten af projektet kaster vi os over at kortlægge den offentlige kunst. Til foråret tager vi hul på at formidle al den indsamlede viden – i støbeskeen ligger en udvidelse af Valbyruter med et antal kunstruter, samt guidede byvandringer til Valbys kunstværker.
Vi glæder os i første omgang til at se dine billeder og læse dine historier!
Godt initiativ <3