Her er vores seks ønsker til Budget ’24

Toiletter, sikre cykelforhold, affaldsløsning, broer, tunneller og trafikanalyse – vi har samlet en ønskeliste med seks ønsker til forhandlingerne om kommunens budget ’24, der skal forhandles på rådhuset til efteråret.

Vi indsender i alt seks ønsker til Københavns Kommunes budget ’24, der skal forhandles på plads til efteråret. Tre af dem er akutte anlæg, som der er vigtigt bliver vedtaget i år. Og tre af dem er mere langsigtede, som den opmærksomme læser vil kunne genkende:

Ønsker til akutte anlæg

 

1. Etablering af toilet ved Kulgraven i Kulbaneparken

Vi gjorde allerede i januar 2022 kommunen opmærksom på, at der ville komme til at mangle et offentligt toilet i umiddelbar tilknytning til Kulgraven, Kulbaneparkens skatebane og pumptrack.

Skaterbanen er flittigt benyttet af børn og unge, og det kan ikke forventes, at de går helt over til den modsatte side af parken for at komme på toilettet.

Åbning Kulbaneparken maj 2022

Områdets naboer er i dag stærkt generet af de af parkens brugere, der anvender deres haver og gårde som toilet, og vi modtager jævnligt henvendelser om udfordringen.

Ønsket er vores højest prioriterede, da vi mener det er presserende, og løsningen er enkel og ikke dyr.

2. Udvidelse af cykelfremkommelighedsprojektet på Valby Langgade til også at omfatte området ved Valby Tingsted

Projektet for bedre cykelfremkommelighed på Valby Langgade blev vedtaget på rådhuset i februar, og inkluderer:

  • Cykelstier i begge sider af Valby Langgade fra Gammel Jernbanevej til Sdr. Fasanvej og igen fra Skolegade til Annexstræde
  • Fartdæmpende tiltag mellem Sdr. Fasanvej og Annexstræde
  • Nedlægning af 42 parkeringspladser på strækningen Gl. Jernbanevej – Annexstræde

På grund af økonomien i projektet er området foran Valby Tingsted undtaget fra projektområdet. Vi ønsker, at der på budget ’24 findes penge til udvidelse af projektet:

Vi ønsker, at der arbejdes for hastighedsnedsættelse til 30 km/t på strækningen Toftegårds Allé –Annexstræde, og at gaden på længere sigt omdannes til cykelgade, hvis trafikmængden ændres som følge af projektet.

Cykelforhold Valby Langgade nyhed deling

Vi ønsker desuden, at der i forlængelse af det eksisterende projekt arbejdes for at skaffe yderligere midler til at transformere Tingstedet, ved at udskifte brosten med en bedre og mindre støjende belægning og anlægge et bedre, bredere fodgængerfelt (ca. 1,5 mio. kr.).

Vi har tidligere skrevet om ønsket her:

3.Samlet nedgravet affaldsløsning for eksisterende og kommende bygninger på Toftegårds Plads Syd

Vi ønsker os en ny, nedgravet affaldsløsning, så porten fra Valgårdsvej til Toftegårds Plads ikke skal halvt fyldes op af en affaldsgård som den er i dag.

Den nuværende affaldsløsning er placeret synligt i et portforløb, hvilket vi synes er skæmmende for adgangen til Toftegårds Plads.

Vi er allerede i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, da de begge er inde over udviklingen af pladsen.

Finansieringen af en nedgravet affaldsløsning vil skulle være en del af anlægsprojektet for Valby Bibliotek.

Ønsker med længere tidshorisont

4. Planlægningsbevilling til cykel/gangforbindelse fra Høffdingsvej/Ramsingsvej til Grønttorvet

Forøvrigt mener vi… Og vi mener altså stadig, at der skal anlægges en gang- og cykelforbindelse over banen, der forbinder Grønttorvet og Valby Syd med det øvrige Valby.

Bro Grønttorvet FLSmidth Visualisering_Schulze+Grassov

Visualisering Cykel- og gangbro. Illustration: Schulze+Grassov

En bro over Ringstedbanen udgør et missing link på Den Grønne Sti, der går fra Nørrebro over Frederiksberg til Valby. Plads til anlæg af broen er indtegnet i lokalplanerne på begge sider.

Forbindelsen er af afgørende vigtighed for at binde Grønttorvet sammen med det centrale Valby og som skolevej i det nye sammenlagte skoledistrikt til Harrestrup Å Skole.

Broen kan først etableres, når skybrudsprojektet på Ramsingsvej står færdigt i 2027, men det er vigtigt, at en planlægningsbevilling allerede nu giver mulighed for udarbejdelse af et projekt.

5. Adgang fra Folehavekvarteret til Valby Idrætspark via genåbning af tunnel under Køge Bugtbanen fra Blushøjvej

Adgangen fra Folehavekvarteret til Valby Idrætspark er sidste led i at føre Den Grønne Sti frem til idrætsparken og naturværdierne i Valbyparken og Valbyparkens badestrand. Adgangen er også vigtig for at skabe bedre mulighed for, at eleverne på Harrestrup Å Skole kan udnytte faciliteterne i idrætsparken, og den vil samtidig spille godt ind i den udvidelse af idrætsparken, der er på vej.

Projektet er udarbejdet i forbindelse med kvarterplanen for Områdefornyelsen Folehavekvarteret og der foreligger således allerede et budgetnotat på det.

6. Ny trafikanalyse

Den seneste overordnede trafikanalyse af Valby er fra 2009, og blev lavet af Rambøll på vores opfordring. Analysen bestod af en trafikal kortlægning, en fremskrivning af den trafikale situation til år 2020 og en løsningsdel.

Analysens resultater har på de fleste punkter vist sig at holde stik, men analysens løsningsdel er ikke implementeret, og byudviklingen er sket med større hast end antaget i 2009.

Der bor således i dag flere i Valby, end befolkningsprognosen i 2017 forudså for 2030, hvilket ud over den eksterne trængsel har øget den bydelsinterne trængsel. Behovet for skoler og dermed sikre skoleveje er steget.

Vi ønsker derfor at få udarbejdet en ny trafikanalyse, da vi ikke vurderer, at det set i lyset af udviklingen vil være tilstrækkeligt at opdatere Rambøll-analysen fra 2009:

Vi håber at politikerne på rådhuset vil være lydhøre overfor vores ønsker, når de går til forhandlingsbordet til efteråret.

1 svar
  1. Peter Munk
    Peter Munk siger:

    Jeg savner:
    – sikring af skolevej over Folehaven incl renovering af resten af Retortvej som højest pririotet
    – stiforbindelse under Gl. Køgelandevej mellem Grønttorv og Følager/Ny Ellebjerg Station

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *