Havregryn, pandekager og surdej
Det var en skøn dag på Valby Tingsted til økologisk marked i lørdags. Frugtformidlingens madværksted var velbesøgt og det blev bagt pandekager over bålet til den store guldmedalje. Det var også et hit for børn og voksne at lave egne havregryn på havregrynsvalsen og male mel på kornkværnen, som de fik med hjem i små poser.
For de voksne var der rift om surdejen og den blev revet væk sammen med bogen Den Økologisk bagebog.
”Det var dejligt, at der var så stor interesse om at adoptere en surdej. Der var flere der gik forgæves, så nu håber jeg, at dem der nåede at få en surdej vil give den videre til naboer og venner. Det er fantastisk med den store interesse i Valby for surdej og brødbagning i det hele taget, fortæller Mette Hansen fra Frugtformidlingen.
Der er økologisk marked på Tingstedet alle lørdage i august og september som er støttet og arrangeret af Valby Lokaludvalg. Læs mere på www.valbylokaludvalg.kk.dk.