Har vi valgt den rigtige retning for Valby?
Siden foråret 2016 har lokaludvalget arbejdet på at skrive en ny bydelsplan for Valby. Inden vi lægger sidste hånd på værket, inviterer vi Valbys borgere til et smugkig på resultatet tirsdag den 28. februar kl. 19-21 i Valbys konferencecenter på Gl. Jernbanevej 29.
Hvor skal Valby hen?
Hvert fjerde år skal alle lokaludvalg i Københavns Kommune skrive en bydelsplan, med lokale ønsker til bydelens udvikling. Bydelsplanen er lokaludvalgets mulighed for at udstikke en retning for Valbys udvikling – hvor vil vi gerne have Valby hen?
Planen giver politikerne i Borgerrepræsentationen mulighed for at prioritere de projekter i Valby, som borgerne rent faktisk ønsker, og som afspejler bydelens interesser og synspunkter.
Bydelsplan på baggrund af borgernes ønsker
Siden foråret 2016 har vi indsamlet input fra Valbys borgere til hvilke projekter vi skulle prioritere i bydelsplanen. Og det er blevet til en stor samling, som nu skal skrives sammen og afleveres til Borgerrepræsentationen.
Men før vi skriver projekterne færdig, har vi brug for at vende dem med Valbys borgere en sidste gang: Har vi valgt den rigtige retning? Er der noget, vi har overset? Ligger du inde med en viden, der kan forbedre projekterne?
Kom og giv os dit input!
Tirsdag den 28. februar præsenterer vi alle de projekter, vi har på tegnebrættet til Bydelsplan 2017.
Aftenen starter med en samlet præsentation af temaerne i bydelsplanen. Derefter er der mulighed for direkte dialog om de enkelte projekter i mindre temagrupper. Lokaludvalget byder på kaffe og the i løbet af aftenen.
Kom forbi Valbys nye konferencecenter på Gl. Jernbanevej 29, 4. sal kl. 19-21 til en snak, og giv os dit input til Bydelsplan 2017!
Tilmelding til valbylokaludvalg@okf.kk.dk senest torsdag den 23. februar:
Læs mere om lokaludvalgets arbejde med Bydelsplan 2017:
Se en foreløbig liste over projekterne i Bydelsplan 2017:
Kan ikke få adgang til at tilmelde mig til 28. februar kl. 19-21 i Valbys konferencecenter på Gl. Jernbanevej 29, da jeg ikke anvender det mailsystem, som I ønsker at tilmelding skal ske via. Bekræft venligst at jeg hermed er tilmeldt. Tak.
Hej Peter,
Din tilmelding er modtaget. Jeg retter linket så andre ikke render ind i samme problem.
Mvh Katrine, sekretariatet