Har du kræftfremkaldende radon i din bolig?
Valby Lokaludvalg igangsætter nu et projekt for at få mere viden om radonindholdet i Valby og få kortlagt radonniveauerne i hele bydelen. Lokaludvalget søger derfor 22 frivillige husejere til at indgå i projektet.
Som led i projektet måles radon i 22 boliger i Valby, og der laves en informationsfolder om radon i boliger og simple løsninger til at nedbringe radonindholdet. Folderen og resultaterne fra Valby-målingerne præsenteres på et stort borgermøde i Teatersalen i Valby Kulturhus onsdag den 17. juni. Mødet henvender sig både til borgere, der har fået målt radonniveauet, og til borgere, der ønsker mere viden om radon.
”Lignende målinger viste, at radon var et markant og ukendt problem i Brønshøj og Vanløse. Det er derfor vigtigt at undersøge problemets omfang i Valby og forklare, hvordan folk selv kan nedbringe radonindholdet i deres bolig” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd.
Hvad er radon?
Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gasart, der dannes ved henfald af radium, som findes overalt i jorden. Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen. I København er de sidste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig.
Gasarten kan især måles i kælderrum ved opstigning gennem små utætheder i fundamentet. Indholdet af radon afhænger af hvor meget radon, der er i undergrunden under huset, om fundamentet er tæt, og om der er en god udluftning.
Hvordan laves målingerne?
Projektet har særlig fokus på villaer fra før 1970. Målingerne foregår ved, at to små bokse på størrelse med en lille tændstikæske anbringes i et soveværelse eller opholdsrum. Målerne skal stå i boligen i ca. 100 dage hen over fyringssæsonen hvorefter de sendes til analyse. De skal have lov til at ligge uforstyrret, mens rummet bruges helt normalt. Rummet skal enten være i kælder eller i stueplan i en bolig uden (krybe)kælder fra før 1998.
Sådan kommer du med
Interesserede kan skrive til radon@outlook.dk hurtigst muligt og senest fredag den 30. januar. I mailen skal du oplyse navn, adresse og telefonnummer. Ligeledes skal du beskrive hvilke rum, der ønskes målt i, og hvad rummene bruges til i dag. Folk med soveværelse og opholdsrum i kælderen eller i stueplan i huse uden (krybe)kælder prioriteres højest, da de har størst risiko. Det garanteres ikke, at alle interesserede får målt, da budgettet kun rækker til 22 husstande. Deltagerne forbliver anonyme.
Projektet finansieres af Valby Lokaludvalg og udføres i tæt samarbejde med Det Økologiske Råd. Det er Det Økologiske Råd, der står for udvælgelsen af boligerne, og den praktiske gennemførsel med udlevering og indhentning af målerne.