Grønt Erhverv Valby – Netværksmøde

 – Få en gratis energiscreening af din virksomhed. Kom til netværksmødet torsdag den 30. maj.

Endnu engang inviterer miljøgruppen i Valby Lokaludvalg butikker, virksomheder og handelsforeninger i Valby til nyt morgenmøde i netværket Grønt Erhverv Valby.

Som et helt særligt tilbud til deltagerne på netværksmødet vil firmaet R&M-EL præsentere deres nye koncept for en energiscreening. Vi udlodder ti gratis energiscreeninger til Valby virksomheder. Og viser screeningen af din virksomhed, at der er penge og energi at spare, kan du få yderligere gratis rådgivning, som konkret fastlægger de spareprojekter du med fordel kan gennemføre i din butik. Energirådgivningen finansieres af Grønne Erhverv fra Københavns Kommune, som led i et projekt, som skal udvikle business cases til, hvordan vi kommer fra energirådgivning til energibesparelser hos små og mellemstore virksomheder. Energiscreeningerne tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Så kom til netværksmødet torsdag den 30. maj kl. 8-9.45 i Valby Kino, Gl. Jernbanevej 40. På mødet kan du også høre Martin Boserup fra Valby Kino fortælle om biografens grønne ideer, og Jette Ebbekær Thomsen fra groconsult fortæller om hvordan udviklingen af grønne produkter er steget trods krisen.

”Vi er rigtig glade for at deltage i netværket. Valby Kino har allerede mange grønne ideer, og vi har fokus på genbrug i vores etablering af Valby Kino, for eksempel genbrug af møbler og kabler. Derudover er vi opmærksomme på vores energiforbrug. Vi har blandt andet fadølsanlæg med dvalefunktion og sensorer til lys og vandhaner, så der ikke bruges unødigt af strøm og vand ” fortæller Martin Boserup, der er formand for fonden bag biografen.” Netværket bruger vi til at få inspiration til flere grønne tiltag”.

Det er gratis at deltage til netværksmødet og miljøgruppen byder på kaffe og brød. Tilmelding er nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk eller ring på mobil 20 33 71 10 senest mandag den 27. maj 2013.

Fakta om Grønt Erhverv Valby

Netværket har fokus på grøn vækst og energibesparelser, og målet med netværket er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen. Indtil videre deltager blandt andre Frisørhuset, Salon Organic, to handelsstandsforeninger, PrinfoTrekroner, Ligthzone og kommende Valby Kino i netværket. Men der er plads til alle de butikker og virksomheder i Valby, der har lyst til at være med.