Grøn vækst – netværksmøde for erhverv

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg vil gerne i dialog med butikker og virksomheder om grøn vækst og energibesparelser mm. De inviterer derfor til netværksmøde onsdag den 6. februar kl. 8-9.45 på Café L’Orange, Annexstrædet 10. Invitation til mødet finder du her

På netværksmødet kan deltagerne blandt andet høre det lokale firma Lightzone fortælle om miljøvenlig belysning. Danny Dhir, CEO i Lightzone, vil på mødet fortælle om deres store udvalg af LED pærer. Ved at udskifte til LED er det muligt at spare op til 85 % på elregningen. Derudover har de nye LED pærer en god farvegengivelse. Lightzone er netop flyttet til større lokaler i Folehaven og er Danmarks første LED engrosbutik og showroom.

Den anden virksomhed, der deltager, er det lokale trykkeri PrinfoTrekoner som vil fortælle om deres miljøtiltag og de miljøvenlige produkter, de kan tilbyde.

”Vi er rigtig glade for initiativet med netværket, for det ligger os meget på sinde at være miljøbevidste. Trykkeribranchen har haft ry for at være ligeglade med miljøet, men det er faktisk muligt at være miljøbevidst”, siger direktør og indehaver af trykkeriet PrinfoTrekroner Ole Nielsen, og fortsætter, ”vi fik licens til svanemærkede tryksager tilbage i slutningen af 90’erne, men allerede fra midt i 80’erne var vi pionerer på området. Vi havde fx en ansat, der eksperimenterede med at udskifte kemikalier i trykprocessen med olivenolie. Vi vil gerne dele vores viden med de øvrige virksomheder i Valby, og give tilbud på en miljøvenlig løsning, næste gang de skal bruge en tryksag.”

Derudover kommer Shahriar Shams Ili fra Københavns Erhvervsservice og præsenterer kommunens tilbud til virksomhederne. Og så bliver der god tid til at netværke og erfaringsudveksle blandt deltagerne. Invitation til netværksmødet finder du på lokaludvalgets hjemmeside www.valbylokaludvalg.kk.dk.

Det er gratis at deltage til netværksmøderne og miljøgruppen byder på kaffe og lidt at spise. En butik/virksomhed må godt sende mere end en person. Tilmelding er dog nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk eller telefon 20 33 71 10 senest 31. januar 2013.

I Valby er der allerede en lang række virksomheder, der er Grøn butik eller KLIMA+ virksomhed. Hertil kommer de butikker, der er med i folderen Guide til grønne indkøb i Valby. Målet med netværket er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen.

Alice Juhl Jensen er frisør og indehaver af Salon Organic og deltog til opstartsmødet i november. Hun sætter stor pris på at deltage i netværket. ”Det er hyggeligt at mødes med de andre butikker og udveksle gode ideer. Vi var også aktive i Grøn Butik netværket og det betød blandt andet at vi fik udskiftet vores belysning og sat vandsparer på hanerne. Jeg ser store muligheder for samarbejde i netværket. Derfor sagde jeg også straks ja til at være med i det nye netværk”, siger Alice.

Frisør og indehaver Helle Bruun Rasmussen fra Frisørhuset deltager også i netværket. Hun fortæller: ”Jeg har fokus på mit vand- og elforbrug i salonen, og jeg udvider løbende mit sortiment af miljøvenlige produkter på hylderne. Det der især er vigtigt for mig er, at jeg kan tilbyde mine kunder gode miljøvenlige produkter. Her er netværket et sted at søge sparring og få input fra andre frisører”.

Miljøgruppen håber, at mange lokale butikker og virksomheder har lyst til at bakke op om initiativet, så det bliver et inspirerende møde med deltagelse af handelsforeninger, butiksejere og medarbejdere.

Miljøhovedstad i 2014
I 2014 skal København være europæisk miljøhovedstad. Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg håber at Valby i 2014 kan blive besøgssted for udenlandske gæster, der vil høre om det grønne handelsliv. Det kan være med til at give mere synlighed til butikkerne, og skabe et netværk mellem butikkerne i Valby.