Gør Retortvej, Lykkebovej og Folehaven tryggere for skolebørn
I vores høringssvar til de nye skoledistrikter i Valby sætter vi særligt fokus på tre veje, der gør skolevejene i Valby Syd utrygge.
Borgerne i Valby har en stor oplevet utryghed forbundet med skoleveje, som kommer frem når vi får input på borgermøde og begivenheder i bydelen.
Derfor kredser vores aktuelle høringssvar til ‘Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2022/2023’ også om dette emne, og om tre bestemte steder, hvor der hurtigst muligt bør sættes ind.
Høringen er afsluttet, men du kan læse om den og se indkomne høringssvar på Københavns Kommunes høringsportal:
Tung trafik på Retortvej
Trafikken på Retortvej har fået fornyet fokus i forbindelse med sikre skoleveje, fordi området har fået mange nye beboere på Grønttorvet.
På Retortvej slår morgentrafikken en genvej med tung trafik fra Folehaven ind mod Vigerslev Allé. Kun en høj kantsten adskiller cykelstien fra den tunge trafik.
Vi ser gerne, at der etableres en grøn rabat mellem cykelsti og landevej i begge ender af Retortvej, ligesom det allerede er projekteret på den midterste del af vejen.
Høj fart på Lykkebovej
Lykkebovej krydses allerede af elever fra Henriksgården.
Vejen indbyder til høj fart med sin gode belægning og en bred vej. Med parkering til begge sider er selv store børn godt skjult for trafikanter.
Vi har for år tilbage haft møde med elevrepræsentanter for Lykkebo Skole, der netop påpegede denne vej som en vej med brutal trafik og stor usikkerhed. En løsning på den utrygge skolevej bør ikke vente fem år til byggeriet af skolen på Grønttorvet står færdigt.
Brug for mere end én fodgængerbro over Folehaven
Den nye skole ved Torveporten kommer til at rumme udskolingselever, men det betyder at børn på mellemtrin og indskoling, der bor på Grønttorvet, skal krydse flere meget store indfaldsveje alt efter skolesøgning: Gl. Køge Landevej, Vigerslev Allé, Retortvej.
Her skal særligt nævnes Folehaven, der afvikler trafik direkte fra høj hastighed på motorvej, der er skiltet ned til 60 km/t.
Det har længe været et ønske at få skabt sikre overgange, og med Folehavebroen har man afhjulpet passagen for 4000 daglige fodgængere og cyklister til Hvidovre.
Med byfornyelsen i Folehavekvarteret er der sat fokus på sikre skoleveje, og vi vil gerne understrege, at der er stærkt brug for passage udover den fodgængerbro, der findes mellem Dagli-Brugsen og Haveforeningen Trekanten.
Bemærkningerne om sikre skoleveje er en del af vores samlede høringssvar om ændring af skoledistrikter for skoleåret 2022/2023 – læs hele svaret her:
I vores nyhedsbrev, som udkommer flere gange om måneden, holder vi dig opdateret med aktuelle høringer der vedrører Valby – skriv dig op til at modtage det lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!